hulegaard.eu

October 9, 2008

First mover

Filed under: Forbrug, First mover — hulegaard @ 6:02 pm

I den gyldne marketingsverden er “First mover”  de 3 procent af befolkningen, der rykker først med det aller nyeste. De påvirker resten af forbrugernes mønstre, så deres forbrug kan sige meget om, hvordan vi vil forbruge de kommende år.

Firmaet First Move har udarbejdet en undersøgelse, hvor de har lavet 30 dybdegående interviews med firstmovere om deres forbrug af fødevarer, og deres holdninger til dem. Der indgår tre grupper i undersøgelsen. Unge, unge familier og dem der er 50 år og derover. Gudskelov :-) er der også interviewet en række eksperter.

De ti bud!

1. Vi køber take-out og spiser ude - samtalekøkkenet er på vej ud!
Firstmoverne har ikke tid til at stå ved kødgryderne hver aften og kæle for detaljerne. Men der bliver ikke gået på kompromis med kvalitet, sundhed, friskhed, økologi, viden og hygiejne, som er buzzwords.

2. Vi vil vide, hvad vi spiser - derfor køber vi Intelligente fødevarer.
Forbrugerne vil tages alvorligt. De kan tænke selv og er deres egne fødevarereksperter. Derfor er det alfa omega, at de føler, at detailhandlen ikke fordummer med glitrende discountannoncer og et væld af farvestrålende emballage, der ikke kan genbruges.
Frem for alt vil de vide alt om, hvad de putter i munden.

3. Kantinen på arbejdet er blevet trendy - her får vi inspiration.
Tiden, hvor kantinen på arbejdspladsen blev associeret med meljævningssovse, lunkne buffeter og friture, er forbi. Tid er et gode for de travle firstmovere, og tilberedning af madpakker tager for meget tid. Derfor spiser de i kantinen, der har højnet kvaliteten gevaldigt. Flere og flere virksomheder tilbyder økologisk og kvalitetssikret mad.

4. Take-out er det vigtigste redskab i hverdagen - for vi har travlt!
Travlhed præger hverdagen og madlavning er besværligt og tidskrævende. Take-out er blevet af så god kvalitet, at den kan udkonkurrere mors kødgryder. Mange firstmovere ser take-out som mad af højere kvalitet, end den de selv kan præstere. 

5. Hygiejnen er altafgørende - beskidte hænder skal ikke gramse på maden!
Firstmoverne gider ikke længere finde sig i at lade uengagerede, tyggegummityggende og sjuskede mennesker i detailhandlen have ansvaret for noget så essentielt og iscenesættende som fødevarer.
Den lækre butik er lækker. Den rene butik – også konceptmæsigt er ren.

6. Vi vælger kun de bedste ingredienser - og så blander vi dem.
Kun det allerbedste er en menneskeret for firstmoverne. Derfor gider de ikke have serveret tallerkener med med masser af mad, hvor de ikke kan lide halvdelen. De fusionerer lige de ingredienser, de kan lide og gerne det traditionelle med det helt nye.

7. Vi bringer det globale køkken hjem - amerikansk lightmad er ude.
Vi er blevet globale verdensborgere. Vi diskuterer ikke længere, hvad globalisering er, men hvad den kan gøre for os. Især det sydlandske køkken er en stor inspirationsfaktor, fordi det strutter af grøntsager, friskhed og kvalitet. Den amerikanske lightbølge er ude, fordi vi vil have naturlig og sund mad, der ikke er tilsat kunstige smagsforsærkere.

8. Farvel til overforbrug og Gucci - goddag til Svane-mærket og fairtrade.
Ansvarlige fødevarer giver ro i sjælen. Firstmoverne mener, at vi har skabt en overflod gennem forbrug, som er dybt uansvarlig. Derfor er miljø-kategorien den aller hotteste lige nu. Og det er ikke kun økologi, det handler om. Drivhusgasser, fairtrade, genbrug, topmødet i København og vindmøller er føjet til den meget brede kategori, der handler om ansvarlighed - det er en vigtig del af selviscenesættelsen.Firstmoverne kræver handling fra politikere og virksomheder på området, og det går efter deres mening alt for langsomt.

9. Vi laver mad sammen - det er en sjælden luksus.
Fællesskabet er på vej som en modreaktion på mange års fokus på individet. Vi søger nu mod involveringen af hinanden og hinandens liv. Det giver sig også udtryk i, hvordan vi forholder os til madlavning. Madlavning er ikke en dagligdags handling for firstmoverne, men i stedet et område, hvor vi er sammen og lytter til hinanden. Det er en bevidst valgt aktivitet, som giver en følelse af fællesskab. Når firstmoverne inviterer på middag, er maden ikke færdig, når gæsterne kommer, men man hjælpes ad med det resterende og bryder isen hen over komfuret.

10. Vi udstråler vores værdier gennem valget af fødevarer.
»Jeg er kvalitetsbevidst, i topfrom, sund, rask, ansvarlig, har travlt, men har styr på tiden. Er ikke fanatiker, men holder mig i form og kommer meget ud. Jeg har vigtigere ting end madlavning. Har mange venner, er verdensborger, rendyrket økologisk eller i hvert fald bevidst om det, jeg spiser og vælger derfor fra. Jeg er æstetisk. Jeg er sprængfyldt med energi. Og jeg vil lyttes til og tages med på råd«.

Refleksion

En anden type “First mover” er de spekulanter (herunder diverse bankdirektører og CEOs m.fl.), der har “move´t”  et nærmest Joachim von And-agtig beløb til sig de seneste år i den spekulative økonomiske boble, der nu er bristet på verdensplan.

Når nævnte personer tager ”first move” på eksempelvis golfbanen, bør de - uanset valget af de 10 foroven - have en underlig smag i munden. Deres golf- handicap måles ikke bare i tal, men også i (manglende) moral.

At illustrationen viser havregrød, er ingen tilfældighed :-(

PS. Trods alt en rigtig god weekend til læseren ;-)

Next Page »

Powered by WordPress