hulegaard.eu

December 8, 2009

Den våbenløse hær

Overskriften signalerer en modsætning. Enhver, der enten har nydt - eller endnu bedre - siddet på Camp Nou, Europas største fodboldstadion og FC Barcelonas imponerende hjemmebane, senser betydningen af overskriften. Brølet fra 98.000 tilskuere (tidligere 120.000) kan det tvinge enhver professionel fodboldspiller (og tilskuer) i knæ og provokere gåsehud. For enhver fodboldelsker er det en pilgrimsrejse at besøge Camp Nou med tilhørende museum og gerne overvære en kamp med FC Barcelona; pas på, eftersom det kan blive vanedannende ;-) .

Spanien er på mange måder et fantastisk land. Det har i århundreder været blandt de førende i Europa og strakt sine ambitioner udover hele verden som (tidl.) kolonimagt. På fodboldfronten besidder dette stolte land på den iberiske halvø adskillige gode klubber (og p.t. et landshold i verdensklasse). To klubhold har gennem årtier udskilt sig markant. De er ikke bare gode. De er verdensklasse-klubber og har snart været dette i årtier. Navnene er naturligvis Madrids “kongeklub” Real Madrid samt konkurrenten i Catalonien FC Barcelona

Der er skrevet i terabytes af sætninger om disse to verdensklasse-klubber, herunder bogen “Den våbenløse hær”.

El Clásico

For nylig slog FC  Barcelona ærkerivalerne 1-0 i et tæt opgør som altid. Begge topklubber har - med bankernes og den lokale vilde patriotismes støtte - købt mega-vildt ind til Primera Division-sæsonen 2009/2010.  Priserne i parenteserne er anslået aktuel værdi iflg. den europæiske presse (citat fra BT 291109) af aktuelle stjerner (nye som etablerede):

Real Madrid:

Christiano Ronaldo (750 mio. kr) - Kaka (600 mio. kr) - Karim Benzema (400 mio. kr) osv.

FC Barcelona:

Lionel Messi (1 mia. kr - har dog været længe i FCB) -  Zlatan Ibrahimovic (600 mio. kr.)  samt en perlerække af især franskfødte spillere, hvoraf Thierry Henry (100 mio. kr) nu har været nogle sæsoner i “Barca”.

Den våbenløse hær

Journalisterne Tonny Vorm og Martin Tønner er gået på jagt efter en forklaring blandt hele og halve sandheder. I en kulturhistorisk reportage føres læseren i bogen gennem FC Barcelonas historie. Det gælder såvel klubstiftere, præsidenter, trænere og naturligvis spillere gennem tiderne.  Det er også (sports-)historien om Catalonien versus (resten af) Spanien.

Enhver, der har fulgt dette hold i årtier kender de store profiler, ihvertfald som navne og hvad de fodboldmæssigt står for. Johan Cruyff, Romario, Hristo Stoitchkov, Ronaldinho, Lionel Messi, Diego Maradona, Andrés Iniesta, Xavi Hernandez, NL-perioden med Patrick Kluivert, Cocu og de Boer-tvillingerne samt Jorge Valdano, Kubala, Suarez og vores egne Allan Simonsen og Michael Laudrup nævnt i tidsmæssig forvirring.

Nogle vil mene, at den selvbevidste og supertalentfulde hollænder Johan Cruyff har betydet mest fodboldmæssigt for klubben. Hans trænerår med fire mesterskaber på stribe fra 1991-1994 samt 3 Champions League-titler må siges at blinke kraftigt på resultattavlen.  The Dreamteams indeholdende profiler som Maradona, Lineker, Laudrup m.fl. er blevet en klassiker.

Bogens forfattere lægger sympatisk heller ikke skjul på, at de har kigget grundigt i Jimmy Burns snart 10 år gamle klassiker “Barca - A people´s passion“, der bliver krediteret adskillige steder i bogen.

Refleksion

Bogens interviews med danske fodbold-koryfæer som Allan Simonsen, John Lauridsen, Per Frimann og Morten Skoubo (men ikke Michael Laudrup!!!) forekommer måske knap så interessante.  Bogens forfattere lader også læseren sidde tilbage med det indtryk, at FC Barcelona er nærmest fejlfri. Kærligheden til klubben fejler ihvertfald ikke noget.

Det gør den heller ej hos denne blogejer, der blandt sine tilskuermæssige highlights har en halvkold januar-dag på Camp Nou få meter fra den daværende verdens bedste fodboldspiller - Ronaldinho, der afdriblede tre modstandere indenfor ca. 5 sekunder for derefter at servere en bold for fødderne af den senere verdensstjerne Messi (der scorede).  Det var ikke fodbold, men det var den sjældne blanding af fodbold og kunst serveret af en (desværre) slukket stjerne (der nu blinker med svage lys i AC Milan).

FC Barcelona er modsat Ronaldinho fortsat en tændt stjerne.  Den catalonske klub er vel tæt på at være verdens p.t. bedste klubhold (fodbold) og mon ikke de bliver der et stykke tid. Det har været en lang vej fra 1899. Klubbens første stadion Les Corts er for længst fortid. Nutiden og fremtiden er det kæmpestore Camp Nou, der er planlagt ny-renoveret til 2012 (jf. nedenfor). 

Alene brølet fra 98.772 tilskuere giver en frygtindgydende medvind for “Barca” i mange år frem…. 

Den våbenløse hær (ISBN 978-87-7055-678-1)

Bonus-info:

Projektet med en fornyelse af Camp Nou blev præsenteret som en arkitektkonkurrence for et par år siden. Den verdensberømte arkitekt Norman Foster (præsentation næsten overflødig) vandt. Hans tanker om en nærmest lysende stadion i FC Barcelonas farver (se illustr. forneden) på det nuværende stadions areal med plads til lidt over 100.000 tilskuere vakte begejstring.  Finanskrise osv. har forsinket projektet, der i skrivende stund forventes indviet i løbet af 2012.

Next Page »

Powered by WordPress