hulegaard.eu

September 5, 2007

Nørreport Station

Filed under: Politik, terror, Nørreport Station — hulegaard @ 7:03 pm

Jeg er kommet ganske meget gennem mange år på Nørreport Station. Med metroen også Danmarks største trafikknudepunkt. Det er ikke just nogen æstetisk oplevelse at passere denne station, som jeg stadig med regelmæssige mellemrum passerer i mit rejsepensum.

Stationen er som den eneste (endnu) fuldstændig undergrundsstation, der indeholder såvel regionaltog, S-tog samt metro. Cirka 300.000 passerer dagligt dette trafikområde. Derfor må det desværre siges at være et naturligt terror-mål.

Terror i DK

De seneste dages afsløringer af danske militante islamister tyder på, at Nørreport Station indgik - vel helt naturligt - i planlægningen af et terrorangreb i DK. Dette mener en landsdækkende formiddagsavis baseret på “sine kilder”.

PET (Politiets Efterretningstjeneste) er naturligt mere reserveret i sin information til borgerne. En tidligere - og ofte citeret - PET ex-chef Hans Jørgen Bonnichsen angiver motivet Hævn.  Den tidligere operative chef hos PET ( jeg synes, at han altid fremstår resonabel og troværdig i sin information…) udtaler til formiddagsbladet:” Det karakteristiske for de anholdte er, at de er velintegrerede, men radikaliserede. De føler sig uretfærdigt behandlet, og dermed opstår lysten til hævn.”

I Tyskland synes et tilsvarende attack mod den kæmpestore Frankfurt Lufthavn samt den amerikanske militærbase Ramstein forhindret. Det synes tilsvarende, at det danske PET har forhindret et større terror-angreb mod (måske) Nørreport St.

Enhver dansker kan hurtigt udpege lignende “udsatte mål” i DK. Enhver dansker, der bevæger sig daglig fra A til B og retur, kan i sin inderste afkrog sagtens forestille sig et muligt terror-angreb. Danmarks nære tilhørsforhold til USA (og Israel) samt den “verdensberømte Muhammed-krise” peger stærkt i retning af et terror-angreb med et eller flere mål i DK.

Refleksion

Ville Danmark have været et sikrere sted, hvis vi ikke førte en aktiv udenrigspolitik med engagementer i Iraq og Afghanistan? Ville Danmark have været et sikrere sted, hvis vi ikke havde oplevet scenariet med “Muhammed-krisen” 05/06 ? Ville Danmark have været et sikrere sted, hvis integrationen var grebet anderledes alvorligt og håndfast an i 90erne? Ville Danmark have været et mere sikkert land, hvis vores udlændinge-politik ikke var blevet strammet betydeligt fra 2001?  Ville Danmark være et mere sikkert land, hvis vi strammede integrationen fra muslimske lande yderligere i forhold til i dag og satte betydelige skrappere krav til de allerede herboende muslimer? osv.osv.

Spørgsmålene og svarene er svære! Hævn er en frygtelig faktor! Den skal inddæmmes i en anderledes intensiv og kontant dialog mellem religionerne. Den gælder ikke kun for muslimer, men også for kristne - det er ved at være sidste udkald….

Det endelige resultat kan blive en ny religions-verdenskrig med katastrofale følger for begge trosamfund! 

Powered by WordPress