hulegaard.eu

November 30, 2007

AIDS-dag 1.december

Filed under: Helse, AIDS, HIV — hulegaard @ 9:06 am

I morgen d. 1. december er det “AIDS-dag”.  Det markeres med diverse arrangementer og lystændinger, som det har været gjort i snart ganske mange år. I 80erne var AIDS og HIV daglige ord i mediebilledet, på hospitaler og organisationer samt hos private.  Nogle kaldte det “bøsse-pest”, andre kastede sig ud i et sandt korstog for at opdæmme sygdommens spredning, andre igen tav og mange konstaterede med årene, at de ”kendte een eller flere”, der var smittet og døde af det.

AIDS aktuelt

Lidt cifre. 

På verdensplan er 33,2 millioner mennesker smittet med AIDS – omkring 30.8 millioner voksne og 2,5 millioner børn. Hver dag bliver mere end 6.800 smittet og over 5.700 dør.

Antallet af HIV-infektioner om året toppede sandsynligvis i sluthalvfemserne med tre millioner. Til sammenligning vurderes antallet for 2007 at ligge på 2,5 millioner ifølge UNAIDS. I dag er ca. 2,4 mio. smittet med HIV i Europa og Centralasien.

Som bekendt var det i starten især stofmisbrugere og (homo- eller biseksuelle) mænd, der blev ramt af sygdommen.  Smittekilder, årsager, profylakse (forebyggelse), sociale og medicinske følgevirkninger (f.eks. tuberkuloses fremdrift og leverbetændelse m.fl.) kan der skrives og tales om i næsten en uendelighed.  Hertil kommer (tilstrækkelig?) viden og information samt smittetest hos det enkelte individ.   Endelig har nyere behandlingsformer, som især den vestlige verden har råd til at give deres ramte, betydet livsforlængende - om end (måske?) ej - livsberigende tilværelse.

Refleksion

Som nævnt i indledningen kender formentlig en del af læserne et eksempel på en pårørende/ven/bekendt/familiemedlem eller partner, der er blevet ramt af den dødelige sygdom.  “Skyld-spørgsmålet” er i denne forbindelse helt uinteressant!

Jeg erindrer selv stadig en isoleret oplevelse. For ca. 20 år siden sad jeg i en fyldt københavnsk forstadskirke.  Ved alteret stod en hvid og smukt pyntet kiste, der indeholdt en biseksuel, nu afdød mand.  Han havde bl.a. en professionel fortid i DR, hvilket afspejlede sig i adskillige kirke-deltagere fra denne institution.  På første kirkebænk sad bl.a. hans eks-hustru og sønnerne.

Hans menneskelige egenskaber i levende live havde delt hans omgivelser i to lejre -pro et contra.  Der var dog ganske mange “pro”, fordi nogle af hans basale personlige egenskaber blev meget værdsat af begge køn i forskellige sammenhænge, såvel private som professionelle. - Modsat en del af min familie, satte jeg stor pris på ham!

“En ondartet virus/lungetændelse” havde sat en stopper for hans liv. Det var den brede viden hos de fleste i den fyldte kirke og udenfor.  Knap to håndfulde kendte den egentlige sandhed, herunder denne blogejer.  Medens det digitale blæk former disse linier, spekulerer jeg på, om det mon ville være anderledes i dag (?).

 

Next Page »

Powered by WordPress