hulegaard.eu

February 12, 2012

Dame, konge, es, spion (Tinker, Tailor, Soldier, Spy)

 “You won, George!”……”Did I?…”  - replikskiftet mellem Peter Guillam og George Smiley ved den tågede og kolde (Glienicker?) bro (jf. forrige blogindlæg) mellem Øst- og Vestberlin afsluttede TV-serien om den britiske spionchef George Smiley (1982). Den russiske spionchef “Karla” var netop trukket i land i krydsfeltet mellem de iskolde Vestberlin og det - om muligt - endnu koldere Østberlin. Årsagen til denne Smiley-succes må læseren finde - enten i bogen - eller den magnifikante slutning i TV-serien (DVD eller VHS). 

Det påstås, at “Karla” var inspireret af den fabelagtige østtyske (og jødiske) mangeårige spionchef Markus Wolf.  Samtidig påstås, at inspirationen for John Le Carré til Smiley-serien blev dannet af Storbritanniens spionskandaler i efterkrigstiden, in casu “The Cambridge Five”, nemlig spionerne Kim Philby, Donald Mclean, Guy Burgess, Anthony Blunt og (perhaps?) John Cairncross.

I rollen som George Smiley sås dengang Alec Guinness (1914-2000). Det vender vi tilbage til, som TV-værterne altid siger for at forsøge at fastholde (det troløse og zappende) publikum.

Broen over floden Kwai, Vor mand i Havanna og Stjernekrigen er film blandt mange, der stadig erindres af et internationalt publikum, der værdsatte Alec Guinness, herunder i sandhed også blogejeren.

30 år senere dukker der så en egentlig filmatisering op af John Le Carré´s legendariske spionroman i filmdramaet

Handlingen i “pitch-essens”.

London, 1973. En russisk dobbeltagent har gravet sig ind i hjertet af MI6, den britiske efterretningstjeneste. Spionchefen George Smiley, der ellers var sendt på pension, kaldes tilbage for at finde frem til ‘muldvarpen’. Flere af hans gamle kolleger står under mistanke, inklusive ham selv. Smileys opklaringsarbejde bliver en ensom affære, hvor kan ikke kan tillade sig at stole på en levende sjæl. (Scope)

Smiley-historik

Smiley optræder i otte bøger, men er ligesom stilen endnu ikke fuldt formet i Call for the Dead (1961, da. Telefon til afdøde) og A Murder of Quality (1962, da. Mord på højt plan). Han svæver over vandene i The Spy Who Came in from the Cold (1963, da. Spionen der kom ind fra kulden), romanen som definerede koldkrigsatmosfæren, og The Looking-Glass War (1965, da. Spejlkrigen), som kortlagde det ideologiske landskab. Selve Quest for Karla-trilogien består af Tinker Tailor Soldier Spy (1974, da. Dame Konge Es Spion), The Honorable School Boy (1977, Spionen der gik sine egne veje) og Smiley’s People (1979, da. Til døden jer skiller). (Weekendavisen) 

Filmoplevelse anno 2012

I en lettere udvidet version af ”pitch-essensen” ovenfor opleves The Circus (efterretningstjenestens bygning) i London ved Cambridge Circus (ikke langt fra Covent Garden) som centeret for det britiske secret service. (I virkeligheden lå den “rigtige” bygning for MI6 på sydsiden af Themsen i bydelen Lambeth og blev kaldt Century House). 

Apropos geografien er sceneriet primært henlagt til London, Budapest samt Istanbul. Ikke nogle dårlige valg, især hvis biografgængeren selv har oplevet disse byer mere end et par minutter (som blogejeren).

En mission mislykkedes, da en britisk agent Jim Prideaux (Mark Strong) bliver sendt til Budapest for at få oplysninger om en sovjetisk agent (mulvarp) i den britiske Secret Service top. Chefen “Control” (John Hurt) mister sin post og tager George Smiley (Gary Oldman) med sig.  Han efterlader sine 4 souschefer Percy Alleline (Toby Jones), Bill Haydon (Colin Firth), Roy Bland (Ciarán Hinds) og Toby Esterhase (dansk-svenske David Dencik) om at afklare og opryde hele fadæsen samt genoprette tjenestens stabilitet.

Det er nogle af Storbritanniens absolut tunge drenge, der er hentet ind på rollelisten. Bill Haydon i skikkelse af Colin Firth og Controllen i skikkelse af gamle, stadig vidunderlige John Hurt er begge - forskellige som de er - betagende.  Og så glæder det enhver dansker at kunne sige - det samme er David Dencik i rollen som britisk-ungarnske spion Toby Esterhase. Han illuderer på fremragende vis magyarerens ofte splittede folkesjæl stortset altid med et lettere boblende lag af depressiv tragik.  For dem, der har oplevet (nu 87-årige) Bernard Hepton i TV-rollen som Toby Esterhase anno 1982, var det næsten umuligt at forestille sig, at nogle kunne matche hans præstation. I udvalgte scener næsten overtrumfede Hepton (især i de schweiziske scenerier fra Bern) selveste Guinness. Mageløst! - Og ja - der må vente David Dencik noget stort med tiden.

Instruktionen af denne europæiske samproduktion er lagt i hænderne på den svenske Tomas Alfredson. Der er i filmen skruet meget ned for bogens (og BBC-TV-seriens) jargon a la honningfælder og babysittere.  Selvfølgelig er romanen af John Le Carré fulgt, men langt fra slavisk.  I genkommende flashback opleves f.eks. en julefest mange år tidligere (1950erne?) for næsten at betone the good old days in Secret Service. I et af de sidste flashback fra julefesten genkendes forøvrigt John LeCarré som statist. Sidstnævnte giver minder til “Inspector Morse”, hvor seriens forfatter Colin Dexter altid optrådte som statist.

Mangler filmen noget?  Ja, det er beklageligt, at George Smiley´s  semi-nymfomaniske og velaflagte hustru Ann ikke ses i en synlig rolle.

For biografgængere, der foretrækker hurtige biler, Heckler og Koch-skydevåben i manisk aktivitet, sensuelle nougatfarvede quinder i opslidsede cocktailkjoler med tatoveringer på uartige steder samt gorilla-lignende 2-meter mænd med kulsorte bælter (10 dan) i samtlige asiatiske kampsportsgrene -  lad vær med at købe billet.

For biografgængere, der foretrækker underspillede karakterroller, der appellerer til tilskuerens hjernefunktion i forsøgsvis dechiffrering af indforståede og flerlags-agtige svig og plots, mageløse mimiske artisterier, kostskoledrenge alias knudemænd med barndommens traumer emballeret i akademiske eksamensbeviser båret i den imaginære rygsæk støttet op af indestængte ambitioner, tåge såvel inden- og udenfor, nikotinfarvede lædermøblerede kontorer, sindrige gangsystemer og ofte underspillede replikker, der serveres med et kraftigt drøs af desillusioneret menneskesyn - tøv ikke et nanosekund - køb billetten snarest mulig!

TVoplevelse anno 1982

Enhver læser, der erindrer start-1980erne med bare et minimum af bagage af livets rygsæk, husker BBC-TV-serierne med Alec Guinness, der over mange (men ikke for mange) afsnit lod os følge den akavede, intellektuelle, anti-Bondske spion George Smiley.  Det gjaldt for Gensynet med Brideshead som for TV-serien med John Le Carré´s romaner om spionchefen George Smiley: Gaderne var tit øde, kun vilde katte, hundeluftere og diverse ignoranter anedes lejlighedsvis under gadelygternes ubarmhjertige lysskær.

Blogejeren erhvervede TV-indspilningerne om George Smiley ved sit seneste besøg i London for nogle år siden. De er blevet genset x antal gange.  Hvorfor?  -  fordi det både er action, kunst og på set og vis virkelighed om en tid, som man nærmest skal have oplevet for at forstå. 

Som forældre til nutidens +50 og +60 m.m. fortalte om 2. verdenskrig, dels i historik, dels i private oplevelser, forstod efterkrigstids-generationen aldrig helt dette.  Det gælder måske også for næste generations afkom, der aldrig helt kan fatte “koldkrigs-tiden”. I sin yderste konsekvens kunne “koldkrigs-tiden” have aktiveret en endnu - uforståeligt eller ej - mere dødbringende krig end 2. verdenskrig. 

Alec Guinness oplevede ikke bare 2. verdenskrig, men i sandhed også den efterfølgende kolde krig. Han fejrede store triumfer på såvel teaterscener som på film. Af TV-produktioner var rollen som George Smiley hans absolut ypperligste. Guinness tilhørte Storbritanniens daværende “BIG FIVE”.

The Big Five

Enhver safarijæger ved, at “The Big Five” er løven, leoparden, elefanten, næsehornet og bøflen. Enhver psykolog(-interesseret) ved, at “The Big Five” er udadrettethed, omgængelighed, pålidelighed, anspændthed og åbenhed.  Og enhver skuespilinteresseret, der bekender sig til britisk dramatik ved, at “The Big Five” var Laurence Olivier (1907-1989),  Ralph Richardson (1902-1983),  John Gielgud (1904 - 2000),  Michael Redgrave (1908 - 1985) og Alec Guinness (1914 - 2000). Rækkefølgen i eksemplerne er tilfældige, som smagen er det hos den, der betragter, tænker, kvalificerer og udtaler indholdet af “The Big Five”. 

De fem nævnte (afdøde) britiske skuespillere mestrede nærmest alt lige fra Shakespeares tunge repertoire over Harold Pinters geniale og psykologisk mættede samtidsdrama til det mest letbenede, hvor uforpligtende sex og grin var i ledtog med mere eller mindre kvalificerede tekster og (ikke mindst) andre skuespillere af begge køn, liv- og brystmål.  

Refleksion

Det kan synes næsten umuligt (og forkert?) at sammenligne en TV-serie og en film, men samtidig er det  næsten umuligt ikke at foretage den.  Det samme gælder naturligvis hovedrolle-indehaverne.

Den 54-årige britiske skuespiller og instruktør Gary Oldman er rundet af den britiske (verdens bedste?) skuespiluddannelse. Hans roller har været mange, oftest har han begejstret med sin nærmest borderline-lignende intensitet og magnifikante accent-skift i forskellige roller. Får han en Oscar 2012 for bedste mandlige hovedrolle, bør det ikke undre.  Hans nærmest “nedbremsede” diktion og mimik er i øjeblikke aldeles fremragende. Mange betragter Oscar-statuetten som verdens ypperligste pris, måske med rette, måske overdrevet.

Alec Guinness spillede TV-rollen som George Smiley i en anden tid, meget tættere på “virkeligheden”. Samtidige kunne (og gjorde det ) tænke sammenligningen med en af Storbritanniens spionchefer i “de kolde år”, nemlig Sir Maurice Oldfield. Netop i de år (start-1980erne) var den kolde krig dødensfarlig. Alec Guinness var også i den grad rundet af britisk skuespil-uddannelse. Han havde en lang og inderlig varieret karriere såvel på teater som film bag sig. Dertil kom, at han var ca. 10 år ældre end Oldman, da han spillede “George Smiley-rollen”.

“Smileys people” (en senere udgave af Dame, konge, es, spion) afsluttes ved en bro i Berlin.  Replikskiftet, som startede dette indlæg, fortæller uendelig meget i al sin monumentale enkelthed.  Det samme gør et af Alec Guinness yndlingsudsagn:

“Failure has a thousand explanations. Success doesn’t need one”

Successen er helt på plads hos Gary Oldman, måske som verdensmester (=Oscar), hvilket bringer Alec Guinness et lille skridt højere på den gyldne skammel med den i sjældne tilfælde i sportsverdenens anvendte metafor  “over verdensklassen”.

Og medens vi således befinder os lettere højstemt i de øverste artificielle luftlag, lad så den verdensberømte 80-årige forfatter John Le Carré alias David Cornford få det sidste ord fra et interview (2011):

“For mig er den hemmelige verden simpelt hen en metafor for den større verden, som vi lever i. Hvor vi også svigter hinanden, finder på små historier, iscenesætter livet i stedet for at leve det og så videre. Selv inden for dette tilsyneladende fremmedgjorte samfund var der en universalitet, som jeg mente, jeg kunne udnytte, og den vandt genklang hos publikum. Publikum forstod det og ønskede at få sit liv oversat til sammensværgelsens sprog”.

Samme John LeCarré har udover 2 ægteskaber og 4 sønner på sit private CV ejerskab af nogle få kilometer af klippen ud mod Lands End med domicil i den lille by cornwallske by St. Buryan i det yderste sydvestlige hjørne af England.  Forhåbentlig bidrager den friske atlanterhavsluft til flere velkomponerede sætninger ad futura.

Go´ fornøjelse til 2 timer og 7 minutters topunderholdning!

Note:

Næste uges planlagte indlæg har danske rødder og er anderledes “fængslende” ;-)

 

 

Next Page »

Powered by WordPress