hulegaard.eu

November 27, 2010

Jul på færgen

Filed under: Assens, Jul, Bågø, Bågø-færgen, Janne Hartvig Jensen — hulegaard @ 11:12 am

Der er fortsat mange små beboede øer i Danmark. Een af disse er ikke just verdenskendt, men den fortjener sin omtale.  Øen hedder Bågø og ligger 30 minutters sejltur fra Assens på Vestfyn i nordvestlig retning ude i Lillebælt. Øen med dens 30 indbyggere tilhører Assens by.

Livsnerven for alle små øer er færgen til og fra fastlandet. “Bågø-færgen” (illustr.) udgør denne forbindelse med en beundringsværdig regularitet året rundt 4-6 gange dagligt. Kun hårdt vejr og færgens normale årlige “værftsferie” i uge 13 afbryder denne trofaste maritime pendulering.

 

Julemarkedet på færgen

Det er efterhånden en fast tradition, at ø-boere arrangerer et julemarked på færgen den første weekend i adventen, der så sejler fra øen til Assens by. Når færgen skal holde sin fartplan, bliver julemarkedet rykket ind på land ved færgelejet. Ellers ligger Bågø-færgen tålmodigt i Assens havn, medens der sælges ø-produkter fra den lille ø i Lillebælt.

Ildsjælene på øen - ganske som andre mindre øer - er drivkraften i dette projekt. Ønsket er at vise, at det lille ø-samfund ikke bare fremstår i et kommunalbudget alene som en omkostning, men også at synliggøre værdien af menneskers hverdag på en lille dansk ø. Stoltheden og særegenheden ved at bo på en mindre (dansk) ø fornemmes såvel i den lokale presse, som også ifald man selv f.eks. overnatter bare en forlænget weekend og fornemmer de livsbetingelser, der knytter sig til ø-livet. Positivt set og nævnt kan f.eks. også den digitale hverdag give feed-back og dynamik i et miljø, der måske på overfladen virker stivnet i en anden tidsalder.

Sammenslutningen af danske småøer er en paraplyorganisation for 27 danske småøer, der med ildhu repræsenterer disse i forskellige sammenhænge.

Ø-produkterne, der præsenteres på færgemarkedet, er jordnære ting som marmelader, spegepølser af Bågø-lam, hjemmebagte kager (en særlig æblekage uhhhm!), patchwork og julepynt.  Hertil kommer gran og de sædvanligvis 7-8 juletræer, det har været muligt at fælde på øen.

Bågø

Ved normal sigtbarhed ses øen tydeligt fra Assens by (og blogejerens hus). Halvdelen af øen er stadig landbrugsopdyrket. Bågøs naturskole er velbesat hvert år i forårs- og sommerperioden af “naturlige” grunde. Et godt dansk ø-eksempel på rekreativ og afvekslende natur med interessant dyreliv i harmoniske og fredelige omgivelser næsten i midtvejs position i Lillebælt mellem Fyn og Jylland. Dette link “*” giver et indtryk.

Og lad os slutte denne lille julehistorie med et billede af færgen en vinterdag på Lillebælt med solnedgang over Bågø.

 

P.S.  Pens. overlæge Janne Hartvig Jensen, bosiddende på Bågø, har skrevet om øens liv i “Baagø gennem tiderne” (ISBN-13 978-87-91365-24-9). Medtaget i denne sammenhæng som et andet eksempel på en lille ø´s fortagsomhed.      

Øverste tegning: Hjørdis Plato

Foto: Erik Hulegaard

Next Page »

Powered by WordPress