hulegaard.eu

August 5, 2007

En rigtig journalist

Filed under: formidling, journalist, Gregers Dirckinck-Holmfeld — hulegaard @ 11:43 am

Lørdag d. 4.august 2007 skinnede solen over det meste af Danmark efter en elendig sommer-juli. Varslet om bedre sommer-tider, ihvertfald for en tid, lå i de 5-døgnsprognoser, som meteorologerne til stadighed fylder vores TV-lærred med.  Dagen igår var også dagen, hvor een af de bedste journalister i Danmark (desværre) fyldte 75 år. Post festum til lykke!

Hvorfor desværre?

Gregers Dirckinck-Holmfeld, f. 1932, er noget helt særligt. Jeg har gennem mange år med glæde fulgt hans journalistik, både i de skrevne såvel som de elektroniske medier.

Som alle større personligheder var og er han helt sin egen.  Hans Danmarks-krønike (1986-1993) er blandt de større litterære værker. Hans krønike om Ekstrabladet - hhv. del 1 (Fæle Freilif og hans drenge) og del 2 (Vrisne Victor og hans hvalpe) hører til i den bedre ende af dansk historie-skrivning. I en anden skala finder vi hans charmerede information på en Canal-tour i Københavns havn, som han kender så godt.

Mange vil sikkert erindre hans TV udsendelser i 80erne. “Dilemma” - “Hva mæ kulturen” og ikke mindst “Her er dit liv”; sidstnævnte kunne kun han kopiere fra den svenske udgave. Gregers D-H havde formatet i alle vinklerne til dette TV-mesterværk. Han var i DR1 i 23 år -  den gamle kulturinstitution har sandelig hårdt brug for hans type i nutiden og fremtiden, hvis den skal overleve…..

En rigtig journalist

Selvfølgelig findes der dygtige og skarpe journalister med en etisk standard. Med fremkomsten af talrige TV-kanaler og massevis af magasiner er der åbnet op for disciplinerne “formidling” og “kommunikation”.  Det teoretiske kan læres på RUC og DJ højskole på Olof Palmes Alle i Aarhus. Det praktiske lærer nogle, ofte ved at finde en niche, der passer til deres reelle kompetence (og de kloge bliver så der…!)

Det er derimod en sjældenhed at se og opleve en journalist, der er så mangesidigt i sit talent. House of Icons venter på ham som informationschef.  Dette nye oplevelseshus (planlagt start 15.09.07 i Nyhavn 11, Kbhvn.) vil rumme klassiske danske designmestres produkter i et fremtidigt perspektiv. -  Det journalistiske ikon Gregers  Dirckinck-Holmfeld hører naturligvis hjemme i House of Icons! 

Foto Canaltours

Powered by WordPress