hulegaard.eu

May 21, 2007

Nummer 39 og nummer 43

Filed under: Politik, Jimmy Carter, George W. Bush, jr. — hulegaard @ 7:19 pm

Nej, nej..du behøver ikke tage din bingo-plade frem og afvente næste nummer. Gid det var så enkelt. Numrene i overskriften refererer til USAs to præsidenter Jimmy Carter (nr. 39) og den nuværende George Bush, jr. (nr. 43).

Jimmy Carter har i denne weekend været ude i diverse medier, herunder BBC. Han har kraftigt kritiseret den nuværende amerikanske præsident Georg Bush jr. personligt samt hans regering, der vurderes til at være den værste i USAs historie.  Til BBC udvidede han kritikken til også at gælde den snart afgående britiske premierminister Tony Blair, der fik skudsmålet for sin støtte/loyalitet til den siddende amerikanske præsident: “Vedderstyggeligt, loyalt, blindt og underdanigt” og mere af samme skuffe.

George Bush, jr. v/talsmand: “….og jeg mener, at han (= Jimmy Carter) viser sig som stadig mere irrelevant med denne slags udtalelser”.

Irrelevant?

Jimmy Carters kritik kan næppe siges at være irrelevant, næsten fra hvad side man anskuer konceptet med “forebyggende krig/invasion”.  Samme eks-præsident var med sin store commitment for menneskerettigheder i sin præsidentperiode aldrig irrelevant. Han engagerede sig med energi og sit brede (jordnødde-) smil i mange politiske og relevante forhold.

Hans præsidenttid (1977-1980) var en blanding af kamp for menneske-rettigheder nær og fjern, en naiv opfattelse af USSRs hensigter,  urealistisk støtte til Irans shah, der kulminerede i gidseltagning på USAs ambassade i Teheran, en amatør-agtig stab osv osv. Af egentlige sejre kan vel kun nævnes hans mellemkomst til fred mellem Israel og Ægypten, der dog var stærkt betinget af en fremadskuende og karismatisk ægyptisk leder (Sadat). -  Hans embedsførelse og ikke mindst naive approaches i forskellige anledninger kunne få (den til tider arrogante, men realistiske tyske kansler) Helmut Schmidt helt ud på overdrevet af raseri ( og hvor jeg forstod ham den gang og i dag; sikkert også mange andre havde den følelse). Amerika stemte Ronald Reagan ind i Det Hvide Hus fra 1981 med flertal i 46 udaf 50 stater;kun 4 stater havde Jimmy Carter som vinder. Det fortæller vist sit tydelige sprog.

Eftertiden har i nogen grad mildnet sin bedømmelse af hans præsidenttid, da den menneskelige hjerne af naturen ofte fortrænger de mindre behagelige oplevelser osv. ;-) !

Refleksion

Jeg erindrer med al tydelighed Jimmy Carters præsidentperiode. Samtidig står den nuværende Bush jr.s  embedsperiode klar og tydelig for de fleste, herunder denne digitale pen; for begge perioder og personer gælder det “intet nævnt - intet glemt” (jeg har simpelthen ikke digitalt blæk nok …!)

Ordet “irrelevant” mener jeg er totalt fejlanbragt. Derimod er der tale om USAs to mest skandaløst dårligste præsidenter siden 20ernes Harding og Coolidge

Jeg holder meget af USA på godt og ondt. Europa er tak skyldig for ganske meget (acceptér det eller la´ vær´) - imidlertid ser jeg frem til januar 2009, hvor verdens mægtigste nation indsætter en ny og kompetent personlighed på Pennsylvania Avenue.  Obama (dem.) eller Edwards (dem.) foretrækkes sammen med Guiliani (rep.), men selv H.Clinton (dem.) eller McCain (rep) er langt at foretrække!

Dette fromme ønske fra mig og garanteret x mio. andre er bestemt ikke irrelevant! 

Powered by WordPress