hulegaard.eu

May 28, 2007

Ich bin ein berliner

Da jeg ved mit seneste besøg i Berlin stod foran Schöneberger Rathaus, kørte filmen igen i min indre biograf af den store åbne Mercedes, der kom glidende gennem mennesket-havet den solbeskinnede smukke 26 juni 1963 i retning mod rådhuset på Rudolph Wilde Platz.

3 forskellige mænd - Konrad Adenauer (Vesttysklands kansler), Willy Brandt (Vestberlins overborgmester) og John F. Kennedy (USAs præsident) - steg ud og gik sammen op på rådhusets balkon. Det vurderes, at det enorme menneskehav på pladsen og de tilstødende gader talte op over en 1 million mennesker.  De var vidner til de historiske ord fra Kennedy: “Ich bin ein Berliner!”.

Willy Brandt var som sædvanlig opstemt, smilende og samtidig rørt. Den 87-årige gamle jernkansler fra Bonn havde stenansigtet på, men bagved rørte følelserne sig garanteret! Meget havde han oplevet, to verdenskrige, utallige op- og nedgange for hans land, et sønderbombet og forarmet Tyskland og så dette - noget helt unikt. Historiens vingesus blæste mod rhinlænderens rynkede, firkantede ansigt i hans livs aften i denne helt særlige delte tyske by; den største af dem alle.

Har man været på et stadion med plads næsten 100.000 skrigende tilskuere, presses fantasien til det yderste ved forestillingen om, at omkring 10 gange så mange mennesker denne gyldne juni-dag for næsten 44 år siden råbte Ken-ne-dy - Ken-ne-dy - Ken-ne-dy - Ken-ne-dy …..

http://www.youtube.com/watch?v=hH6nQhss4Yc

Kombinationen af amerikansk handlekraft og tysk jernvilje i den vestlige del af Berlin! - En næsten uovervindelig kombination. Svært, meget svært at modstå….og Kreml viste det garanteret med kraftige associationer til Berlin-luftbroen 1948/49.

“Let them come to Berlin!”

Ted Sorenson - Kennedys vel nok bedste taleskriver med danske aner - modelerede de berømte ord og fraser i det fantastiske oratiske mesterværk serveret få kilometer fra sektorgrænsen mellem Øst- og Vestberlin.

Vestberlinere var i ekstase.  Det var ikke kun Berlin, men det var hele den frie vestlige verden og dele af befolkningerne i Østeuropa (hvoraf nogle oplevede det på Radio Free Europe), der forstod, at ordene dækkede over “begrebet Berlin”.  Der var en sjælden oratorisk dybde og klang over disse sætninger, formet af Amerikas hidtil yngste præsident med en stemme, som verden lærte at kende i forskellige sammenhænge, desværre i alt for kort tid. 

De atomare koder

Denne solskins-junidag var det eneste og sidste besøg fra en præsident, der to år forinden havde ladet sig presse af den bombastiske sovjetrussiske ministerpræsident Nikita Khrustjov ved deres topmøde i Wien.

Men ordene kom også fra en intelligent, handlekraftig, modig og ikke mindst modnet statsleder, der cirka 6 måneder før denne triumf-rejse til Vesttyskland i nogle kolde oktober-dage i 1962 havde vist sovjetrusserne, at den vestlige verdens suveræne leder kunne pege på atom-knappen, men ikke behøvede at trykke på den for at demonstrere, at grænsen var nået.  Dette skete i et tæt samarbejde med et af de mest talentfulde Hvide Hus-kabinetter, der er set, blandt mange hans broder Robert og forsvarsminister (senere direktør for Verdensbanken) - den nu 91-årige - Robert McNamara.  

Retrospektiv beundring

En gallup-undersøgelse i 1999 viste, at John F. Kennedy er den mest beundrede præsident i det 20.århundrede.  Hans heltemod under 2. Verdenskrig, hans talegaver og ikke mindst hans visioner og charme magnetiserede millioner af amerikanere og mennesker i næsten alle lande på kloden.  Det var en livshistorie om en helt, om storhed og (for tidlig) død.  Det var også - det skal retfærdigvis ikke glemmes - historien om familien Kennedys hybris og nemesis, om moral og det modsatte, om penge og magt i ordets inderste betydning, om fantastiske visioner for det amerikanske samfund, men også om tvivlsomme forbindelser - kort sagt politik alt inkluderet i højeste potens.

29.maj 2007

Med så mange menneskelige faktorer og egenskaber samlet er det næsten umuligt at tænke sig, at John F. Kennedy kunne være blevet 90 år gammel. Havde han levet, var det sket tirsdag d. 29. maj 2007. 

Næsten nøjagtig 5 måneder før han blev skudt i Dallas, Texas, afsluttede han sin tale på rådhusbalkonen i Vestberlin med ordene:

“All free men, wherever they may live, are citizens of Berlin, and, therefore, as a free man, I take pride in the words “Ich bin ein Berliner.”

Det forlyder, at Kennedy ved afrejsen fra Vestberlin sagde til Ted Sorenson:

” Vi vil aldrig få en sådan dag igen, så længe vi lever”

De millioner af mennesker,  der overværede Kennedys triumf i Vestberlin enten live eller på film, kan kun give Amerikas 35te præsident (1960-1963) så inderlig ret; ligesom verden aldrig vil glemme en af de mest karismatiske statsledere nogensinde. 

Stortset alle, der levede d. 22. november 1963, husker hvad de gjorde!  Hvorfor? 

 JFK var noget helt særligt - derfor!

Powered by WordPress