hulegaard.eu

November 27, 2011

Til lykke gamle hovedbanegård

Filed under: Politik, DSB, Hovedbanegården, Heinrich Wenck, Sølvsnore, Guldsnore, Metro-ringlinie — hulegaard @ 1:28 pm
 
  
Hovedbanegårdens 100-årsjubilæum fejres i disse dage af Post Danmark med 4 frimærker. Københavns Hovedbanegård, der hver eneste dag er udgangspunktet for omkring 90.000 rejsende. Det startede med indvielsen d. 30 november 1911.
  
                 
Hovedbanegård nr. 3
I blogejerens barndom berettede hans bedstefar om de “rigtige” hovedbanegårde, nemlig de to forrige for den nuværende 100-års jubilar. Den første blev åbnet i forbindelse med indvielsen af togstrækningen mellem København og Roskilde. I 1864 blev den næste indviet. Den lå i mange år i centrum af København ved Vesterport, sådan cirka ved Paladsbiografens nuværende matrikel.
                  
       
Heinrich Wenck (1851-1936)
Overskriften er navnet på statsbanernes navnkundige ledende arkitekt. Hans arkitektoniske klarsyn var, at den nye Hovedbanegaard skulle være overskuelig for den rejsende - altså blev det en åben hal. Samme ledende arkitekt Wenck blev også hovedmanden bag andre kendte stationer i Danmark, hvor Østerport kendes af mange og Helsingør banegård nydes af endnu flere. DSBs chefarkitekt besad en veludviklet sans for at parre italienske renæssanceelementer (loggiaer, rund- og fladbuer osv.). Men lykkeligvis blev disse stilarter iblandet praktisk realisme, så stationsbygninger kunne fremstå funktionelle og ikke mindst operationelle.
      
“(….)passende for Danmark - for vort Lands Forhold og dets Karakter - saaledes, at det sidste Indtryk, som bortdragende Danske fik, var samme, som mødte de ankommende Fremmede: - Noget dansk” (Heinrich Wenck).
            
Refleksion
Der skal (næsten) to lommeregnere til at tælle, hvor mange gange blogejeren har passeret Københavns Hovedbanegårds areal i talrige ærinder gennem mere end halvdelen af de 100 år.  Afgange, ankomster, godda´er, farveller, afhentninger og afleveringer af danskere og udlændinge…..og ikke at forglemme:
Ventetid….gentager v-e-n-t-e-t-i-d!

Kunne der sættes lyd på dette indlæg, ville lyden af et damplokomotiv litra E-typen veksle med den særegne basagtige (og inderligt betagende) lyd af motorlokomotiverne litra MY, MX og ME, når disse maskinelle dieseldrevne trækdyr fra de gode gamle dage opstartede en vogntog fra perron xx mod Fyn og Jylland eller Europa.

Personalet var sølvsnore eller guldsnore, men mest af alt var de stolte af etaten og adressen Sølvgade 40, hvor “generalen” residerede, blev omtalt med ærefrygt.  Stoltheden er der gudskelov stadig - trods mange tekniske genvordigheder og gennemtræk på direktionsgangen. Aktuelt har omkring 3.500 ud af statsbanernes ca. 9.000 ansatte været i DSB i mere end 20 år.  Som passager gennem > en menneskealder har blogejeren oplevet utroligt meget god personlig service fra DSBs ansatte.

Uden at pifte for meget i trillefløjten fejres 100-årsdagen unægtelig under andre forhold.  Det er ikke DSBFirst, men i et depressivt moment DSBLast. Sidstnævnte faktor har meldt sig lejlighedsvis hos blogejeren, der de seneste år ofte har ønsket, at DSB fik fjernet “S” og lod D(eutsche) B(undesbahn) sørge for den danske skinnetrafik (blot en tanke, ha.ha.).

Men inden vi bliver halvkvalt i fødselsdags-jernbanegalop-kringlen kan enhver jernbaneentusiast glæde sig over en revival. Højhastighedstog ses på 100-års fødselaren i form af det svenske X2000 og det tyske ICE, men dog med “nedbremset” hastighed på danske strækninger.

Apropos “nymodens pjank” for den gamle 100-årige kommer der nogle store huller i siden indenfor de kommende år. Fra slutningen af 2018 forventes anderledes litra-numre i form af linie M3 og M4 af den københavnske metro at blive forbundet i M-ringlinien.

Kære gamle Københavns Hovedbanegård -  100 fold til lykke - sporene skræmmer (trods alt) ikke!

PS. Ikke et ord om IC4 ved denne festlige lejlighed….fortsat god fest!

Note:

Link til hele 4-dages programmet på Hovedbanegården. - Her bliver også lejlighed til at sige farvel til den Harry-bamsen, der går på (fortjent) pension. Harry (opkaldt efter Volvo-direktøren Harry Motor) er kendt af mange og elsket af flere; måske det bedste reklameindslag fra DSB nogensinde.

Kilde: DSB

Foto: Erik Hulegaard

Næste planlagte indlæg “F…G….”

Next Page »

Powered by WordPress