hulegaard.eu

April 18, 2010

Ovartaci

 

Hvad mon gemmer sig bag denne overskrift?  Et eksotisk sted i Italien?  Et natursceneri ved Middelhavet?  En kulinarisk oplevelse fra det verdenskendte italienske køkken. At udtale ordet O-v-a-r-t-a-c-i er næsten i sig selv en kunstnerisk fornøjelse. Prøv selv…det ligger godt i munden, ik´ sandt! :-)

Substansen er knap så eksotisk!

Scenen er Psykiatrisk hospital i Risskov ved Aarhus.

Ovartaci

Kunstneren Louis Marcussen, bedre kendt som Ovartaci (personfoto), var uddannet malersvend og rejste 31 år gammel til Argentina, hvor han opholdt sig i 3 år. Under opholdet dér blev han psykisk syg. Kort efter hjemkomsten i 1929 blev han indlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov, hvor han opholdt sig indtil sin død som 91-årig i 1985.

De første år under opholdet på hospitalet malede han naturalistiske billeder, blomster, bygninger og lignende, men efterhånden udviklede Ovartaci sin egen helt specielle stil, hvor han malede, tegnede og lavede skulpturer og dukketeatre ud fra sine egne fantasier og oplevelser fra en lang række tidligere imaginære dyre- og mennesketilværelser

Ovartaci foretog utrolige rejser i sindet, i tid og rum gennem en lang række tidligere tilværelser, og var indtil de allerseneste år særdeles produktiv som kunstner. Han var desuden meget interesseret i musik, sprog og litteratur, og han kæmpede sig, via et fantastisk engagement i sit arbejde med sin kunst og sig selv, i 1950′erne og 60′erne, frem til en misundelsesværdig åndelig og kunstnerisk frihed. Det hele var en selvbehandlingsproces, der førte til mere livskvalitet, end det er forundt mange af vi andre såkaldt psykisk raske.

Refleksion

Psykiatri og kunst er - forbløffende ofte - næsten som bacon and eggs. Egentlig er det ikke så mærkeligt, at kunstneriske grænsesøgende personligheder ofte kan være belastet af en “psykiatrisk diagnose”.

Blogejeren har selv kendt begreberne “kunst og psykiatri” i et mangeårigt meget nært forhold i forrige årtusinde. Store øjeblikke, hvor begrebet “livskvalitet” for engang skyld levede mere end sublimt op til den totale betydning i en nærmest himmelsk, gylden og uforglemmelig version.  Forfærdelige øjeblikke, hvor den “mentale pensels børster” var fuldstændig stivnet i en gråsort masse.

Den første i “kongerækken” af danske Rasmussen-statsministre - Poul Nyrup Rasmussen (Rasmussen I) har gjort og gør en fornem indsats i det både interessante og smertelige felt, der hedder “psykiatri”; baseret på hans suicidal-ramte datters skæbne.

For mange “almindelige” borgere er en psykiatrisk diagnose noget, der helst skal maskeres.  Det er ligesom mere bekvemt at have en hjerte-lidelse, et brækket ben, en gigtlidelse, ja sågar en cancer-lidelse; altsammen mere “legitimt” end en psykiatrisk lidelse.  

Hvis læseren egentlig vidste, hvor mange medborgere - også i offentlighedens søgelys - der bærer rundt på en psykiatrisk diagnose (diagnosticeret eller ej :-) ), ville ha/un blive lettere chockeret!  Det skønnes af fagfolk at være ca. 400.000 borgere, der i mere eller mindre behandlingskrævende tilstand har/har haft symptomer på en psykiatrisk sygdom (depression, manio depressivitet, skizofreni osv.).

Er læseren i smilets by - Danmarks næststørste og dejlige by Aarhus - brug et par akkumulerede sekunder på at besøge dette særegne museum, der ligger i Psykiatrisk hospital i Aarhus-forstaden Risskov.  Og husk så efter besøget på Ovartaci museet i stueetagen at gå op på 1. sal. Her venter et aldeles fremragende Psykiatrisk historisk museum, der afdækker psykiatriens historie med såvel interiørt historik, billeder og gode informationer.

Indtrykkene kan være stærke. Derfor kan det anbefales museumsgæsten bagefter at gå en lang tur i den smukke og plateau-varierede Risskov og sideløbende følge Aarhus-bugten tilbage til centrum.

God tur! :-)

Kilde og website: www.ovartaci.dk

Personfoto: Ovartaci museum

Eksteriørt museumsfoto: Erik Hulegaard

Next Page »

Powered by WordPress