hulegaard.eu

July 26, 2007

Die Mühe…

Filed under: Politik, Film, Ulrich Mühe — hulegaard @ 8:06 pm

Die Mühe er den tyske glose for “besvær” eller ” møje”. Den passer på mangt og meget i det store land syd for vores grænser. Et land med megen storhed, men også et land, der budt verden på nogle massive udfordringer gennem de seneste hundrede år. Een af konsekvenserne af 2. verdenskrig var en deling af Tyskland i Vest og Øst.

Medens det vestlige Tyskland blev et kraftcenter for økonomi, velstand og viden efter den sidste verdenskrig (forhåbentlig!), blev Østtyskland en langt mere blandet geopolitisk affære.  I Vesttyskland var “ossierne” de andres liv på godt og ondt, især det sidste.

De andres liv

Mange film glemmer man hurtig. Nogle film gør et særligt indtryk, der holder sig ganske længe; man kan næsten sige, at der er tale om en kunstnerisk milepæl i ens oplevelses-univers.

De andres liv eller Das Leben der Anderen - (HGW XX/7). Denne mesterlige film om DDR-tiden i 80erne, før murens fald og lidt efter, er seværdig på flere planer. Den visualiserer et sort afsnit af (Øst-)Tysklands historie. Filmens handling skal ikke afsløres i dette indlæg, men for den læser, der interesserer sig for ytringsfrihed og Tysklands historie er der stof nok til mange timer.

Jeg har selv rejst i DDR i 60erne og 80erne, samt genset Berlins østlige del senest en råkold novemberdag i 2004, hvor jeg bla. besøgte den berømte grå kaserne-lignende husblok i Normannenstrasse (det gamle Stasi-hovedkvarter).

Mine oplevelser og linket til websitet om “Das Leben der Anderen” !

Anmelderne stod i kø med roser og stjerner. Filmen fik flere (velfortjente) priser. Et kunstværk af de sjældne med masser af interessante og underspillede pointer materialiseret af især de 2 mandlige hovedkræfter Ulrich Mühe og Sebastian Koch. Og så må ikke glemmes Florian Henkel von Donnersmarcks debut som spillefilminstruktør.  Blev fortjent “Bedste udenlandske film” ved Oscar-uddelingen i L.A. februar 2007.

Ulrich Mühe -  spillede som nævnt hovedrollen som Stasi-agenten, der efter mødet med en digter og dennes hustru langsomt transformeres i sit syn på regimet. Det var mesterligt. Ulrich Mühe var selv tidl. østtysker, f. 20.juni 1953 i Grimma, DDR, dannede de seneste par med den spændende tyske skuespillerinde Susanne Lothar. En uhelbredelig mavecancer satte søndag d. 22.juli 2007 et endeligt punktum for såvel hans skuespilleri som privatliv.

 

Powered by WordPress