hulegaard.eu

October 19, 2010

Amsterdam ArenA

Aftenens Champions League-brag i Parken mellem FCK og et af verdens absolut bedste klubhold, F.C. Barcelona, associerer til en oplevelse under mit oktober-2010 besøg i Nederlandene; forøvrigt tilføjet noget socialrealisme til slut!

Amsterdam ArenA er den i fodboldverden yderst kendte AFC Ajax´s hjemmebane og samtidig Nederlandenes nationalstadion. Det relativt moderne stadion blev indviet i august 1996 og afløste det gamle, hæderkronede De Meer som verdenklasseklubben Ajax´s hjemmebane. Enhver fodboldelsker, der besøger Amsterdam, bør afgjort afsætte tid til et stadionbesøg, hvadenten det er til kamp eller “blot” at se stadion og det kendte “Ajax Museum”.

Det øverste billede viser en model af stadion, der står inde i indgangsarealet til besøg i såvel Ajax Museet, herunder merchandise-butikken, samt indgang for besøgende, hvadenten det er en stadiontur eller en firma-dag med leje af lokaler og afsluttede buffet bag det ene målfeltsområde på stadion.

Amsterdam ArenA har et todelt skydetag, der kan overdække banen i tilfælde af dårligt vejr. Der normeret plads til 51.628 tilskuere til fodboldkampe eller op til 68.000 tilskuere ved koncertarrangementer. Det kostede i omegnen af 140 mio. Euro at bygge. Jeg sammenlignede det uvilkårligt med det nye (og absolut anbefalelsesværdige) Wembley stadium i London, der næsten er dobbelt så stort.  Utroligt, at et nybygget stadion ikke har en større kapacitet, eftersom Ajax stadig indtager en betydelig position i europæisk topfodbold.

Medens vi er ved tallene, omkredses det af 12.500 parkeringspladser, 230 pressepladser, 14 kongressale med ialt kapacitet på 3.500 personer, de “naturlige” loger, hvoraf kongelogen indtager noget særligt.

Hvorfor mon?  Ikke fordi den er den fornemste, men fordi den ikke just bliver anvendt særligt meget. Den nederlandske kongefamilie har efter sigende kun været på nationalstadionet tre gange. “Onde tunger” fortæller beredvilligt, at årsagen sandsynligvis skal findes i det forhold (almindelig kendt i Nederlandene), at kongefamilien (primært kronprinsefamilien) er tilhængere af den konkurrerende Rotterdam-klub Feijenoord. Samme traditionsrige Rotterdamklub i Feijenoord-bydelen syd for floden i Europas største havn har øvrigt det kendte de Kuip stadion som hjemmebane med næsten samme maximale tilskuertal ( 51.577).

Ajax museum

Det nederlandske nationalstadion rummer som nævnt også Ajax Museum. Ingen besøgende kan være i tvivl om, at Ajax er noget særligt, ikke bare i den nederlandske selvforståelse, men også på europæisk topplan i klubfodbold. Museet rummer ialt 406 katalogpunkter. Billeder af fordums storheder, hvor verdensstjernene Johan Cruijff og Marco van Basten sidder øverst. Men der er også massevis af film, flag, billeder, pokaler og “Hall of Fame”.

De mange pokaler i den centrerede store pokalmontre fortæller om Amsterdam-klubbens store triumfer. Men de største af dem alle - dem med de “store ører” - er der hele 4 af!  Europamesterskabet for klubfodbold vandt denne topklub tre gange i de gyldne 70er år, nemlig 1970/71,1971/72 og 1972/73 samt en enkel gang senere i sæsonen 1994/95.  På den nordlige del af det europæiske kontinent matcher kun tyske Bayern München dette pokalskab; forøvrigt også sammenlagt med 4 Europamesterskaber (1973/74, 1974/75, 1975/76 samt 2000/01).

Refleksion

De mest imponerende fodboldklubmuseer, som blogejeren har set, befinder sig henholdsvis på Santiago Bernabeu Stadion (Real Madrid) og Camp Nou (FC Barcelona). Men et trin ned af den høje stige befinder Ajax Museum sig afgjort. Enhver fodboldinteresseret/-elsker bør unde sig nogle timer på Amsterdam ArenA, hvad enten det er til kamp eller til syn af stadion og museum.

Nærmeste NS-station fra Amsterdam CS hedder “Amsterdam Bijlmer ArenA”.  Nogle vil måske erindre navnet “Bijlmer”. Den 4. oktober 1992 styrtede et israelsk EL Al-fly Boeing 747-cargofly ned i bydelen Bijlmer (Bijlmermeer). Dødstallet var nær de 50 og mange sårede. At nedstyrtningen var kontroversiel og ganske meget omtalt skyldtes flere forhold. Nogle er formentlig mørkelagt. Den sydøstlige Amsterdam-forstad Bijlmermeer rummer en del indvandrere, der dog takket været det gode oktober-vejr den 1992-dag ikke var hjemme. Onde tunger på højrefløjen siges at have beklaget dette.

Hertil kom et andet forhold. Nemlig indholdet af Boeing-flyets cargo. Hvor meget uranium eller andre farlige stoffer, der slap ud ved nedstyrtningen er vist fortsat ikke afdækket. Men såvel beboere som redningsmandskab led tydeligvis af forskellige uafklarede symptomer en pæn tid efter. Der findes forøvrigt en mindesten over uheldet cirka 10 minutters gang fra stadion.

Derimod er området omkring Amsterdam ArenA et supermoderne areal af halvhøje bygninger i en blanding af Københavns Ørestad og Høje Taastrups stadionsarealer - for at sammenligne med noget “kendt”. 

Mere Amsterdam ArenA  og AFC Ajax

Foto: Erik Hulegaard

Next Page »

Powered by WordPress