hulegaard.eu

July 15, 2007

Svennis - modellernes mand

Filed under: Sven-Göran Eriksson — hulegaard @ 6:43 pm

Jeg har fulgt fodbold fra sidelinien i mere end en menneskealder. Jeg har haft den glæde at opleve de største europæiske klubber fra 1ste parket på deres berømte hjemmebaner, ligesom de mest berømte stadions i Europa er blevet nydt. Og endelig i disse forbindelser har jeg set forskellige trænere eller “coaches” som det også hedder. Een af disse adskiller sig væsentligt fra de andre.

(foto: Stue Forster - Gettys Image)

Sven-Göran Eriksson

Denne “Svennis” er født d. 5.februar 1948 i Värmland, Sverige.  Stammer forøvrigt fra en (indvandret) finsk slægt Souhoinen, der også inkluderer Tage Erlander (svensk statsmin. 1946-69) i sit slægtstræ.  Hans profil blev først kendt, da han startede som træner i den värmlandske Degerfors (kendt svensk fodboldklub). Herefter gik det hurtigt videre til IFK Gøteborg, hvor successen blev grundlagt med UEFA-cup sejren i 1982. Hans daværende favoritdisciplin var “zone-spillet”.

Udlandet kaldte

2 perioder med vekslende succes i portugisiske Benfica, men primært blev træner-glorien pudset af i den italienske fornemste liga, hvor klubberne AS Roma, AC Fiorentina, UC Sampdoria og den anden romerklub SS Lazio brugte Sven-Görans taktiske evner.  Kulminationen kom, da han kunne underskrive en kontrakt med det traditionsrige engelske fodboldforbund som den første udlænding. Det holdt fra 2001-2006 uden de helt store imponerende resultater trods et uomtvistelig fortrinligt spiller-råmateriale.

Mandskabs-behandling? Taktik? Fysik? -  efter seneste VM lød der højlydte kritiske røster om den før så magiske Erikssons svigtende kompetencer fra såvel spillere som iagttagere (journalister osv.). En “kommunikativ lapsus” (anonymt plantet interview med uheldige udtalelser) bidrog officielt til Sven-Göran Erikssons exit fra det hæderkronede engelske fodboldlandshold. I virkeligheden var det måske helt andre grunde, der bidrog til svenskerens afgang!?

Det smukke køn

Den 59-årige akademisk udseende grå- og tyndhårede fodboldtræner kan åbenbart noget med damer. Det forlyder, at hans (italiensk-fødte) samleverske Nancy Dell´Olio  (billedet) fortsat spiller en rolle i hans liv, men det er der unægtelig også andre - særdeles nydelige - fruentimmere, som har gjort (og måske fortsat gør?). Svenne´s  langvarige affære med den svenske skuespiller Ulrika Jonsson er kendt for enhver, der bare læser indholdsfortegnelsen i et svensk magasin. Hertil kommer en tidligere sekretær i fodboldforbunden FA ved navn Faria Alam. Sidstnævnte var - vurderet af de fleste - den primære grund til hans exit fra det engelske fodboldforbund som landstræner.  Som yderligere kolerit dukker den tidligere elskerinde Monica Casti nu op igen.  Samme - lige så nydelige - dame er tidligere model, nu “skribent”.  Hun vil sagsøge den arme Svenne, ikke fordi han har været utro igen.  Nej, nej,  det ser hun stort på, som man(d) ofte gør i visse udvalgte miljøer, hvor penge- og prestigeliderligheden ofte overmatcher den fysiske ditto.  Hvorfor så?

Monica Casti skulle have fået til opgave at skrive hans biografi. Desværre overholder den ombejlede fodboldtræner ikke deres aftaler.  Hun har da stævnet ham til at betale 1 mio. Pund ( cirka 11 mio. Dkr).

Misundelig på Svenne?

Nogle læsere sidder nok og tænker: Ham (denne digitale fjerpen) er misundelig på sin jævnaldrende svensk-fødte mand med alle de dejlige damer og de mange millioner.  Medens jeg lægger hånden på den digitale bibel, er mit oprigtige svar: NEJ   -  lynhurtig herefter iler jeg med følgende betragtninger:

Det er velkendt, at mange stærkt begavede mænd samtidig har en stærk libido. Ligeledes at nogle ældre fader-figurer tænder yngre kvinder ganske meget. Det skader nok heller ikke, at der står xx mio. kr på bankbogen.

Hvis nu Svenne havde blevet i Degerfors og netop nu var igang med at lave köttbuller med potatismos til sin sultne og forventningsfulde familie, der sad bænket ved IKEA-møblerne, gu´ ve´ - hvor mange lækre quinder, der havde stået klar med tallerken og et sultent glimt i øjet og andre steder!?

Vi får det aldrig at vide. Derimod ved vi, at Sven-Göran Eriksson tiltræder som træner for Manchester City i sæsonen 2007/08; Manchester er unægtelig en kontrast på de fleste områder til såvel det idylliske Vest- og nordsverige samt de italienske matrikler, hvor solen skinnede så smukt i mange år på Svenne´s høje pande :-) !

Powered by WordPress