hulegaard.eu

July 14, 2007

Hr. Knudsen

Filed under: Minder — hulegaard @ 7:15 pm
 

Du kender det godt!  Du passerer med visse tidsmæssige mellemrum den samme gade i et bestemt ærinde. Hvilket ærinde vil jeg trygt overlade til din kalender og fantasi :-) Denne refleksion handler om en af mine vaner, der nu er ophørt.

Hr. Knudsen

Foran et nydeligt gammelt byhus i en provinsby har jeg regelmæssigt mødt en ældre, meget smilende og kommunikerende herre, der næsten på trods af alt vejr sad udenfor sin hoveddør, når jeg passerede. Begivenheder i hans fortid gjorde, at han sad i en kørestol.

I starten nikkede jeg tilført et lille “tjenstligt” smil. Men mandens dannebrogsfarvede ansigt (lettere rødsprængt og hvidt hår) signalerede en sjælden venlighed og stort smil ledsaget af et “go-dag, go-dag”, hver gang jeg passerede. Det blev til korte snik-snakker, nogle gange blot hilsen og varmt smil. Om vinteren havde han naturligvis et tæppe om sig og hat på.  Påklædningen var naturligvis tilpasset årstiden, men den smilende og reelt varme hilsen var altid den samme.

De fysiske love fortæller bl.a. om plus og minus. Således også i dette tilfælde. På skødet sad altid en lille arrig og bidsk hund af en blanding, som ville give veterinære stamtræs-forskere grå hår. Nogle gange var den tavs og kiggede forunderligt på mig, nogle gange gøede den og forsøgte at bide mig, når jeg nærmede mig for en kort sludder.  Dens temperament og væremåde stod i skærende kontrast til denne altid smilende, invalide mand.  Hans ansigt fik mig altid til at tænke på min - nu afdøde - klasselærer.  De kunne have været tvillinger.

Fede Oscar

Overskriften dækker over det lidet venlige øgenavn, som min klasselærer var kendt under. Samme lærer var vel + 15 kg overvægt, dog “pænt fordelt” på hans 180 cm høje korpus. Han udstrålede stortset altid en tryghed og ro, når han med svag pædagogisk sans kommunikerede det matematiske pensum til vores klasse gennem flere år. Nogle gange kunne provokationer fra udvalgte elever udløse en kontant afregning i form af lussinger m.m., men stortset var denne velbegavede, veluddannede og kultiverede overlærer i balance med sine formler, konstanter og glæde ved det trygge Scherfigske skolemiljø.

I en alder af 59 år døde hans hustru efter længere tids sygdom. Ægteskabet var langt, solidt og barnløst. Det ramte ham naturligvis. Hans “sundhedsprofil” kunne opsummeres som: +15 kg. overvægt, pludselig enkemand, 10-15 cerutter pr. dag, motion fra klasseværelse til bil og retur.  Enhver sundhedsprofet ( og der er jo ganske mange af dem i disse år) ville have dødsdømt ham i løbet af 1-2 år.  Samme år som han blev enkemand forlod jeg eksamensklassen og vores forbindelse ophørte. Der gik 25 år.  En efterårsdag så jeg ham stå på et kendt hjørne i København stadig pulserende på sin cerut, dog lidt tyndere.  Jeg læste dødsannoncen et halvt år senere. Med hans indlærte matematik som baggrund kan konkluderes, at min gamle klasselærer og anti-sundheds-freak blev cirka 85 år, modsat hr. Knudsen!

Exit hr. Knudsen

Forleden bragte min samlede DNA-masse mig igen forbi hr. Knudsens velholdte lille byhus. For første gang i næsten 4 år sad han ikke udenfor. Een af de landsdækkende ejendomskæder (ingen gratis reklame !) havde placeret et synlig skilt med “Til salg” udenfor. -  Et kort kik ind af ruden fortalte om et næsten forladt hus; dog var billedet på kommoden af de to drengebørn der stadig signalerende, at slægten Knudsen ville blive ført videre, modsat min gamle barnløse klasselærer.

Dørskiltet var der også endnu - stadig visende teksten: ” Hr. Knudsen”

 

 

Powered by WordPress