Travlhed og stamina i 100 år.
Tirsdag, Marts 30th, 2010
Â
Travlhed er et underligt sammensat begreb. For nogle trives med mange opgaver ( “mange bolde i luften”), andre trives bedst med at koncentrere sig om en opgave/et projekt osv. For nogle opleves travlhed i dele af deres liv, for andre passerer store dele af “den lange march pÃ¥ livslinien” uden det helt store “bench press”.
Travlhed kan gå over i næste fase, der hedder pres og stress og dermed forbundne individuelle helbredsrisici. Den berømte stresstærskel er forskellig for mennesker; ja faktisk også forskellig for det enkelte menneske i perioder af dettes liv. Nogle når deres individuelle grænse, andre aldrig. Nogle registrerer dette forhold, mange gør ikke.
Mit liv har været en uregelmæssig vekselvirkning af intensiv travlhed, stress og “kalender-luft” og balsamiske refleksioner. I perioder har det næsten været nødvendig med flere kalendere og begrebet ”tids-prioritering” lyste med neon-skarpe flash mod ens ansigt, medens det var “nødvendigt at være tre steder pÃ¥ samme tid”.
Engang, da der i en sommerperiode var “kalender-luft”,  mødte jeg en ældre tante fra min familie pÃ¥ en københavnsk gade. Vi har i uregelmæssige perioder set en del til hinanden gennem en menneskealder.Â
“NÃ¥, du har vel travlt som altid”, sagde denne hvidhÃ¥rede og stoute dame, enke efter en professor, deraf det familiære øgenavn “professorinden“. Â
“Nej, jeg har faktisk masser af tid for øjeblikket”, var mit svar til hende.
I hendes verden begavet med den aktive pensionists mange gøremål var dette svar komplet uforståeligt. Det skabte nærmest en pinlig stemning mellem os, hvilket hendes mimik og stadig gode kropsholdning (regelmæssig gymnastik i massevis af år) afslørede. Det genererede en af disse - for forrige generationer så inderligt pinlige - pauser i samtalen, hvorefter hun skyndsomt sagde:
“NÃ¥, men jeg mÃ¥ se at komme videre til min næste aftale”. Â
Refleksion
Indholdet af den sætning kendes (alt for) godt af mange, herunder denne signatur. Men aktivitet i individuel passende dosering (det kan være så brutalt svært at dosere rigtigt 
)Â er sikkert befordrende for et godt og aktivt liv.
Den gamle hvidhårede professorinde har unægtelig haft et godt og aktivt liv. Stammoder til flere generationer. Hun har rejst meget og ført et aktivt socialt og ikke mindst selskabeligt liv. Modsat sin forlængst afdøde professor-ægtefælle samt de fleste af hendes families generation, har hun ikke et ridderkors liggende i en lille rød silkeforet æske (udført med fængslende præcision i etuiværkstedet på Anstalten Herstedvester ) hverken i chatollet eller bankboksen.
Men hun har derimod en anden orden liggende. Faktisk i min optik den ultimativt fornemmeste af alle ordener, som et menneske kan tildeles. Den er mere ærefuld, yderst eftertragtelsesværdig og langt mere sjælden.
Det er Carnegie-ordenen, der efter indstilling uddeles til hverdagens helte for udførte heltegerninger med fare for deres eget liv og helbred. Kun meget få af hendes mange relationer har viden om denne fortjente hæder, simpelthen fordi takt og ikke mindst menneskeligt format altid har udgjort en væsentlig substans af hendes personlighed!
Samme personlighed alias “professorinden” - stadig boende i sin store lejlighed i Hovedstaden -  fejrer sin
100 års fødselsdag i dag d. 30.marts 2010
Til lykke og dyb respekt kære tante G. for en sjælden stamina!!!!
Â
……og forresten ogsÃ¥ glædelig pÃ¥ske til de øjne, der læser disse linier …
