hulegaard.eu

June 5, 2007

Næstekærlighed

Filed under: Næstekærlighed — hulegaard @ 9:16 pm

Det kunne have været igår, idag eller imorgen. Handlingen foregik imidlertid for nogle år siden en martsdag, hvor vejret ikke kunne bestemme sig til, om det var vinter eller tidlig forår. Geografisk befandt din digitale pen sig på Lyngby Hovedgade en eftermiddag lige ud for Magasin du Nord.

Hvad skete?

Mit sædvanlige gå-tempo gjorde, at jeg knapnok ænsede et halvhøjt råb. Instinktet fik mig til at se til venstre ud mod fortorvskanten. En yngre mand i kamel-farvet vinterfrakke med hætte forsøgte at bakse en kørestol indeholdende en velpræserveret ældre dame over kantstenen og op på fortorvet. Min indre multitasking undrede sig over, at han behøvede hjælp. Jamen, en ung stærk mand kunne vel nok selv…..

Mit indre kompas drejede resten af min DNA-kode mod hændelsesstedet. Jeg hjalp naturligt med at skubbe kørestolen og efterfølgende låse den.  Så kom det første chock. “Hvad skal jeg gøre?” sagde den unge (iøvrigt meget sympatiske) mand til mig. Flere tanker løb igennem mit til tider overlastede indre hjernecenter. Var det hans moder? Var det hans bedstemoder? Var det ?  Kvinden i kørestolen gav mærkelige lyde fra sig, tydeligt foruroliget over situationen. Mit helheds-billede fortalte mig, at hun måtte formodes både at være fysisk (kørestol) og psykisk handicappet. Sidstnævnte kunne twistes til en hjerneskade som følge af hjerneblødning osv.

Relationer

Som en anden (fritids-) betjent fik jeg relativt hurtigt afklaret, at den unge mand INTET havde med den handicappede dame i kørestolen. Han havde blot nået at standse kørestolen med indhold, inden den for relativ fuld fart ville køre direkte ud på Lyngby Hovedgade. Resultatet af denne (forhindrede) handling, kan enhver fantasi konstruere.

Efterfølgende havde han forsøgt ved råb til andre at få assistance - helt uden effekt. Folk gik ignorerende videre.  Det lykkedes mig, medens han igen med sin venlighed forsøgte at berolige den “fremmede” kørestolsdame, at få afklaret hendes bopæl.  Det skete dels ved forsøgsvis at dechiffrere hendes mumlen, dels ved at se i hendes taske.

Adressen var i “Whisky-bæltet”, hvor ejendomsværdierne de seneste år er steget hurtigere end Kinas vækstrate. Nummerkontoret og en efterfølgende opringning fra min mobil bragte mig i forbindelse med en bøs herrestemme, der ikke var vant at blive talt imod. Det var ægtemanden.

Jeg forklarede situationen kort;  ikke at jeg forventede, at hverken den unge (stadig tiltalende) mand eller jeg selv skulle have tak. Derimod forsøgte jeg med min “venlige-service-nummer-nitten” stemmeføring at aftale “det videre forløb”.  Min plettede livskarriere har budt på en del oplevelser, men denne hørte unægtelig til en af de mere specielle.  Ægtemanden råbte med bøs stemme indi røret til mit øre: “Det må hun sgu selv om, den dumme kælling!”  

Finalen

Når en bokser bliver sendt til tælling, har han eller hun normalt ca.10 sekunder til at komme op.  Jeg var “oppe” noget hurtigere. Når jeg bliver presset næsten i bund, kan jeg være overordentlig ….. (slettet af censuren).  Han fik valget mellem en politianmeldelse eller afhentning af sin kone enten i egen bil eller bestilt køretøj. Dette budskab blev leveret med få, men brutalt krystalklare sætninger.

Jeg holder meget af at være præcis til aftaler o.lign.  Derfor blev jeg nødt til at gå.  Den lettere chokerede unge mand fik besked på at ringe fra sin egen til min mobilos, hvis der gik mere end 30 minutter ( min frist til den kærlige ægtemand hjemme i anti-lerhytten med eksklusivt postnummer).

Den unge mand ringede aldrig.  Jeg håber, at det er gået ham godt i livet, men det tror jeg.  Samtidig ville jeg gerne fortælle læseren, at denne historie om bl.a. Næstekærlighed er løgn, men desværre er den faktisk sand!

Powered by WordPress