hulegaard.eu

June 4, 2007

Cecilie som båndsalat

Filed under: Film, Sonja Richter, Cecilie — hulegaard @ 7:40 pm

Danske gyserfilm med nærmest overnaturlige elementer er der langt imellem på den ellers så talentfulde danske filmiske verden. Så meget desto mere er der grund til at rette fokus mod Cecilie, der havde premiere i udvalgte DK-biografer den 1.juni 2007.

Handling

Hovedpersonen Cecilie møder vi som den 33-årige skolelærer (Sonja Richter) med det skrøbelige sind. Hun har været syg, bliver der antydet, og har ikke arbejdet i to år. Men nu er hun og kæresten flyttet i nyt hus og klar til at starte på en frisk. Snart hører hun dog mærkelige lyde og får mareridtssyner både i sovende og vågen tilstand: Den samme scene om en voldtægtsscene og mord ude i en skov om og om igen. Er det fremtiden eller fortiden, der spøger? Er hun “blot” skizofren eller/og paranoid, eller i virkeligheden i to verdener samtidig?

Kæresten (Claus Riis Østergaard) tror, det hele foregår oppe i Cecilies hoved og får hende indlagt. Men her er hun så heldig at møde psykiateren Per Hartman (Anders W. Berthelsen), der på grund af en række sammenfald med en virkelig voldtægt for mange år siden, får færten af noget overnaturligt. Og så sker der ting og sager i et mix af gys, blod, chock garneret med begreber som reinkarnation og andre (overnaturlige?) fænomer.  Handlingen skal naturligvis ses i sin helhed, medens filmen afspilles i biografen eller DVD/Video, så vi “lukker her” ;-) !

Filmens persongalleri

Instruktøren er Hans Fabrian Wullenweber (bl.a. børneactionfilmen Klatretøsen) og manuskriptet er lavet af det efterhånden kendte og overordentlige duelige par Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg (De fortable sjæles ø og Kongekabale). Hovedrollen som Cecilie håndterer Sonja Richter efter min mening aldeles fremragende. Hun er - som Sofie Gråbøl - noget af det mest talentfulde (og her menes det medfødte talent!) i den yngre del af skuespillerindernes aktuelle kartotek. Generelt synes jeg, at castingen er fortrinlig. Anders Berthelsen er velegnet som den søgende psykiater, der forsøger sig med patientvenlige alternative vinkler på diagnosen. Hans garderobe matcher derimod ikke den gennemsnitlige psykiater, som jeg har oplevet dem i flere årti som pårørende til sindslidende. Lars Mikkelsen er perfekt i rollen som nærmest dæmonisk hypnotisør.

Skal der købes billet?

Er man(d) til gys, spænding, er her en dansk mulighed. Er man(d) til indblik i den psykiatriske verden, herunder psykoser, selvmordsforsøg og deres påvirkning af patienten og afmagt og angst hos de pårørende, er det også en mulighed. Synes man(d), at overnaturlige emner såsom sjælevandring, indre dæmoner og dødsfantasier kan krydre ens fantasi? Ønsker man(d) at tilføre hverdagens almindeligheder som topskat, friværdi, Ny Alliance, fodboldbøller samt ny arvelov - et vist (kvalificeret) med- og modspil i det individuelle tankesæt, er her afgjort en mulighed.

Overskriften hentyder til det faktum, at der skete et langvarigt teknisk uheld ved mit bio-besøg. På et tidspunkt kom den rare, vindøjede kontrollør ind i salen og meddelte publikum i et lettere hørbart toneleje, at der “var gået båndsalat i det”.  Jeg tænkte tilbage på en gammel s/h komiker-film, hvor cirka 1/3 af stykket gik med at vikle sig fri af den lange filmrulle ;-) . Her tog det kun 15-20 minutter, så var Cecilie i gang og det var faktisk rigeligt værd at vente på ;-) !

Sonja Richter-skalaens mesterlige fortolkning af sindets stemninger og svingninger, samt omgivelsernes forsøg på at afgrænse, associerer til gode gamle Platon, der skulle have sagt:

“Alt for meget omsorg for helbreddet er ødelæggende for evnen til at opleve tilværelsen”.

Powered by WordPress