hulegaard.eu

September 26, 2009

Magdeburg

I forbindelse med et specifik opgave boede blogejeren for nylig nogle dage i Magdeburg. Byen rummer ca. 235.000 indbyggere og er hovedstad for Sachsen-Anhalt i det østlige Tyskland (tidl. DDR).  Medmindre bilen er transportmidlet, er det mest hensigtsmæssigt at flyve til Berlin og derfra videre med IC-tog til Magdeburg. Rejsende med god tid kan naturligvis sejle dertil på Elben, der netop gennemstrømmer centrum af den gamle hardcore-DDR-industriby. 

Magdeburg city

Som enhver by med et indbyggerantal på ca. 1/4 mio., rummer Magdeburg seværdigheder af forskellig type. Byen har flere kirker - såvel protestantiske som katolske - der er et besøg værd.  Juvelen er afgjort Domkirken (St. Mauritius und St. Katharina), hvis tårne ses i kilometers afstand og forøvrigt er placeret smukt ved Elben (illustr.). I samme genre findes klosteret “Unser Lieben Frauen”. Det danner en interessant ramme om byens samlinger af gamle og moderne skulpturer m.fl. Klosterkirken er opkaldt efter bysbarnet, komponisten Georg Philipp Telemann.

I den stik modsatte ende af “kultur-skalaen” befinder sig det herlige “*Grüne Zitadelle” også i centrum af byen. Den verdensberømte østrigske kunstner Friedensreich Hundertwasser arbejdede næsten til sin død i 2000 med dette bygningsprojekt.  I dag fremstår det som en blanding af beboelse, butikker og kontorer nærmest proppet ind i det ejendommelige, asymmetriske bygningskompleks.

I de nordlige forstæder kan findes en mindre, men velholdt Zoologisk have samt et større rekreativt beboelsesområde velplaceret ved to større søer.

Stortset alt det seværdige kultur, hvoraf noget er nævnt, findes på vestsiden af Elben. Imellem vest og østsiden af byen er en langstrakt ø med en større rekreativ Stadtpark Rotehorn og et beboelsesområde i den nordlige ende (Werder).  Østsiden af Magdeburgs centrale del rummer primært beboelse, dog med to undtagelser.  I byområdet Brückfeld findes den kendte multihal Bördeland-halle (hjemmebane for SC Magdeburg Gladiators håndboldhold) samt det nye MDCC-stadion.

I den nordøstlige del af Magdeburg kan det anbefales (primært sommersæsonen) at besøge Elbauenpark. Det er dels et messeområde, dels og ikke mindst en park af varierende haveanlæg.  Et lille tog svæver af sted i et par meters højde, så der er mulighed for at danne sig et reelt overblik over det store parkanlæg.  Jahrtausendturm er skævt trætårn med udendørs vindeltrappe, der ses helt inde fra centrum. Samme besynderlige gestalt af bygning rummer indvendig en udstilling om diverse opfindelser.

Sigthseeing og oplevelser er jo noget individuelt. For nogle er Domkirken og de andre gamle bygninger i citykernen det interessante, for andre vil det være det i Tyskland berømte “Wasserstrassenkreuz Magdeburg”.  Dette krydspunkt af floder, der blev forbundet for seks år siden, skaber vandforbindelser mellem Elben, Mittellandkanal og Elbe-Havel kanal. Skibene sejler i “2 etager” ved flodkrydset. Et ingeniørt mesterværk, der blev opført i perioden 1998-2003 og siges at have kostet ca. 0, 5 mia. Euro.

Historik

Magdeburg har haft en til tider fæl skæbne. Denne næsten 1200 år gamle by strategisk placeret ved Elben blev nærmest udraderet i 30-årskrigen. Den 16.januar 1945 “sørgede allierede bombemaskiner for”, at Magdeburg nærmest blev en askehob. Byen var større (end nu) i Nazi-tiden med ca. 330.000 indbyggere.  Da krigen var slut, var der ca. 90.000 tilbage.  Så fulgte DDR-tiden (1945-1989).  Det ses stadig arkitektonisk i bykernen og ganske meget i forstæderne (alle verdenshjørner!).  Byen rummede ganske meget især tung-industri i DDR-tiden med bl.a. en del luftforurening som “gevinst”.

Refleksion

Med Dresden og ikke mindst Berlin (næsten) i nabolaget har byen ikke den store gennemstrømning af turister og andre besøgende (kongresser o.lign). Byen opleves også i bemærkelsesværdig grad - modsat mange andre især vestlige tyske byer - at være næsten støvsuget for beboere af såkaldt fremmed herkomst.

Det fremmede element (det danske :-) ) var særdeles synligt i en håndboldkamp i Bördeland halle. Med plads til 7.500 larmende tyskere med stortrommer, skralder og alskens merchandise hængende rundt på kroppene forstås og ikke mindst mærkes, at magdeburgerne har en stolthed. Blogejeren var et sandhedsvidne til et sandt show og herredyst mellem “gladiatorerne” og “danskerklubben” Flensburg-Handewitt. Efter et brag af kamp vandt danskerklubben fortjent og knebent 29-28.  Sådanne kampe har alt. Ofte god håndbold, vanvittig stemning med store trommer, skralder og tyske brøl ved enhver scoring.  SKAL opleves :-) !

I Karl den Stores tid var byen et vigtigt handelsknudepunkt. Den styrke har Dresden og Leipzig overtaget de seneste århundreder, men er der en dag (eller mere) tilovers, bør denne Elbens fornemme og virksomme urbane repræsentant bestemt besøges…..afgjort!

Powered by WordPress