hulegaard.eu

May 2, 2007

Tit og lyt

Filed under: Tit og lyt, TV-oversigt — hulegaard @ 9:48 am

Omstændigheder gør, at jeg med regelmæssige mellemrum køber et illustreret blad. Det gør > 1 mio. andre danske cpr-numre også, hvis man(d) skal tro de regelmæssige opgjorte oplagstal for blade og aviser i dette lille smørhul, hvor bil-nummerpladerne indeholder bogstaverne DK. -  Det forholder sig for mig sådan, at der kun nærlæses de cirka 10 procent af bladets indhold.

Radio og TV programmer

Når man(d) er meget på farten - og hvem er ikke det (?) - kan det være nyttigt med muligheden for at programmere radio og tv, der så kan aflyttes/ses, når der tildeles “private culture space”.  Det gælder således både TV fra ind- og udland samt radio/Ipod.

Bemeldte blad indeholder - efter mine visuelle begreber - klart den suverænt bedste oversigt i dette land (hvilket jeg også i anden anledning har fortalt den spinnende og skaldede chefredaktør).  Der findes et utal af magasiner samt netavis-oversigter, som nogle vil sige er mindst lige så gode, men jeg fastholder, at Tit og Lyts ugens tv(og radio) i sin visuelle uniform er bedst.  Dette overflødighedshorn af kompakte kulturtidspunkter dækker som nævnt kun cirka 10 procent af de omkring 100 sider.

Hva´ med de 90 procent?

Genkendelsens glæde er et menneskeligt begreb, som giver de fleste en salig organisk rislen rundt i det - mere eller mindre - cholesterolberigede legeme samt ikke mindst det organ, som hos nogen kan kaldes hjernen.

De ældre fædre (og nogle gange mødre) i 60erne, trekantsdramaer, skilsmisser, baby-booms, bryst(re-)operationer, kendis-branderter, (næsten) skjulte kys (og nogle gange voldsomt meget mere) samt den sikre helgardering: Kongehuset, Don Ø og Britney Spears. 

Nej, jeg glemte ikke receptioner og premierer. Her må layout-holdet have sin (relative) nemme tjans.  Det er stortset de samme prinser, prinsesser, skuespillere (både dem, der virkelig er det og dem, der tror de er det), politikere (af forskellige politisk og seksual observans (på forskellige tidspunkter af deres liv)). -  Det er vel blot at - stortset - kopiere de samme billeder over fra den ene fest/reception/premiere til den anden. 

Og så er der altid en kendis, “der taler ud”.  For en ny-dansker (for eksempel ;-) ) kan det være svært at begribe, at man taler ud om sit indre.  For det meste gemmer der sig på og især mellem linierne bekendelser om langvarig psykologbehandling, tvangsindlæggelser, incest, alkohol- og/eller narkotisk afhængighed, seksuel dysfunktion, plastiske operationer fra kroppens landkort, intensive tæske-oplevelser med forældrenes sutsko som barn osv. -  Herregud - ikke andet….i vores kompakt stopfodrede informationstidsalder.

Reaktioner

Jeg har spurgt forskellige individer i forskellige regioner om deres syn på dette område…altså genren som “Tit og Lyt”. 

Svaret er altid det samme: Jeg læser det (næsten) aldrig!

Powered by WordPress