hulegaard.eu

March 22, 2008

Drenge og sproget

Filed under: Sprog, Mand & Kvinde — hulegaard @ 4:37 pm

Mange læsere kan sikkert nikke genkendende til forestillingen om pigernes overlegne sprogbehandling i forhold til drengene. Vi har oplevet det i skoletiden, vi kan opleve det i kvindernes majoritet på mange af universiteternes uddannelser. Vi kan - så(mænd) - også opleve det på talrige blogs.

Hvorfor mon?

Hjerneforskere på Northwestern University (Chicago) og Haifa-universitet (Israel) har fundet veje til, hvorfor piger og drenge har forskellige tilgange til sprog.  Forskerne scannede 31 piger og 31 drenge i alderen fra 9 til 15 år i en MR-scanner. Medens børnene lå (stille?) i scanneren, blev de præsenteret for forskellige ord, enten pr. høretelefon, eller på en skærm.  Reaktionsmønstrene var forskellige.

Pigerne -  deres hjerneregion, der bearbejder abstrakt sprog, blev aktivt med det samme og arbejdede meget intenst. 

Drengene -  her aktiveredes den del af hjernen, der bearbejder lyde, når de hørte det. Når drengene så det på skærmen, vågnede deres visuelle center. Først d-e-r-e-f-t-e-r blev deres sprogcenter i hjernen aktivt.

Douglas D. Burman, som ledede forsøget mener, at drengene muligvis har en form for “flaskehals” i deres måde at bearbejde sproget på.  Adderende mener forskerne, at den måde, drenge behandler sproget på, giver dem en evolutionær fordel, fordi de lynhurtigt kunne genkende noget, der synes eller lød farligt.

Refleksion

I denne informationstid begaves menneskeheden hele tiden med nye forsknings-resultater. Antallet af testpersoner 31+31 forekommer ikke just imponerende, men tendenserne er der vel.

Denne forsknings-konklusion fik mig også til at reflektere om en anderledes “sprogbehandling”, nemlig maskinskrivning.  Kort efter jernalderen bestod jeg et maskinskrivningskursus. Vi var to “unge mænd”, der havde det bedste (flest anslag + færrest fejl;  > 200 nettoanslag/min.) resultat. Herefter kom stortset alle “pigerne” på holdet og resten af “de unge mænd” lå i bunden.  Tilfældighed eller dagsform eller videnskab?

Denne blogejer har altid fundet hjerne-forskning meget spændende såvel medicinsk som socialt betinget. I den positive vinkel kan det afgjort forbedre og forklare de to køns forskelligheder og tilgang til livets færdigheder.

Det er ikke nogen tilfældighed, at magtfulde diktaturer har eksperimenteret med hjernens funktioner, herunder reaktioner i et forsøg på at nå en slags suverænitet. Det holder aldrig op, men det bør kontrollen med den slags forsøg heller ikke!

Kilde: Journal of Neuropsychologia, 1.marts 2008.

Next Page »

Powered by WordPress