hulegaard.eu

May 1, 2007

The Sound of Mood

Filed under: lydindtryk — hulegaard @ 9:21 pm

Emnet er så mangfoldigt som (næsten) antallet af individer. Emnet kan varieres, men eftersom vi alle har travlt (også dem, der ikke har det), skal jeg forsøge at koncentrere denne refleksion, der kan læses af alle uanset høresans, høreapparat-anvendelse og tilsvarende.

Absolut STILHED findes ikke. Hvis vi f.eks. lukkes ind i et lydtæt rum, hører vi hjertets banken og/eller en anden organisk lyd.  Lyden af stemmer siges at være den vigtigste “stimuli” af alle. Tankesæt igangsættes og den holder os intellektuelt i forbindelse med andre mennesker.

Høresansen

Vores ørers fornemste opgave er at opfange lydbølger, der sætter trommehinden i svingninger. Bevægelsen overføres herefter til de tre kendte øreknogler hammeren, ambolten og stigbøjlen. Den videre proces er uinteressant i denne forbindelse, derimod fortælles det arbejdsmedicinsk, at vi nå en såkaldt smertegrænse for lyd ved cirka 120 decibel.  

Musik opfattes af nogle som vidunderlige lydbølger, af andre knap så pragtfulde. Et gammel persisk ordsprog fortæller om “knirken af paradisets porte”. Musik bruges som stimulans og smertestiller.  Stemningerne kan individuelt påvirkes nærmest ambivalent.  Eksempelvis kan muntre sigøjnerdanse være skrevet i mol og omvendt country- og western-sange skrevet i dur.  Spændende er det at “høre” om musikkens påvirkning (og indimellem som medicin) på menneskets stemnings-niveaver.

Naturens lyde - bølgeslag, fuglesang, kornmarkens eftergivenhed for vinden, parringslyde - alle er det lyde, der påvirker i en individuel grad, når de høres.

Ubehagelige lyde og Behagelige lyde er ofte forskellige, alt efter stemning, geografi, erfaring og individuel DNA-kode.  En del mennesker (påstår - måske med rette?), at de elsker opera.  Jeg hader det!  De høje lyde gør mig næsten utilpas.  Til gengæld elsker jeg bassen; den giver mig ro og fylde på en sjælden behagelig måde.

Min favorit

Det ultimativt bedste til mine to ører er lyden af kirkeklokker. En mangeårig dyb og inderlig fascination. Den stærke og fantastiske lyd fra malmklokker, der når utroligt langt ud over land og by er enestående. Visse sognekirker (heribland mit egen) underholder med diverse salmespil på givne tidspunkter af døgnet.

Men det mest kraftfulde for mig har altid været årsags-ringningen: Morgen- og aftenringning samt omkring kirkelige aktiviteter såsom gudstjeneste, bryllup og begravelse. 

I katolske områder er det - næsten - mere stemningsfuldt og lammende i sin styrke. I større byer, hvor mange kirker ringer (nogenlunde) samtidig, produceres en næsten lammende stemning.

Uanset geografien og kirkens størrelse og anledningen til ringningen udvirker den nærmest paralytisk (=lammende) stemning, der forplanter sig i hele min person, såvel fysisk som psykisk.  Det er både skræmmende og betagende…..”narkotisk lyd” hedder det i min private uautoriserede ordbog. 

 

Powered by WordPress