Kenny G i Royal Albert Hall
Søndag, Maj 3rd, 2009Scenen er Royal Albert Hall i London. Stedet for de verdensberømte promenadekoncerter. Et totalt udsolgt koncerthus med 5.200 begejstrede mennesker synger og swinger med fra gulvet, den ophøjede hestesko-formede tilskuertribune samt 4 etager loger og tilskuerpladser. En gentagelse hvert efterÃ¥r for de traditionsrige briter. Billederne i det runde koncerthus indre gange fortæller om besøg af verdensklasse-kunstnere i alle genrer gennem de mange Ã¥rringe.Â
Den sidste mandag i april 2009 kom endnu en af de helt store “over dammen” - verdens bedst sælgende saxofonist i sin genre - den snart 53-Ã¥rige, veltrimmede, charmerende musiker, der samtidig med ingen overdrivelse kan kalde sig suveræn entertainer. Kenneth Gorelick eller mere bekendt “Kenny G”.
Koncerten
To unge britiske talentfulde musikere Westcott and Rodway fik “lov” til at opstarte/opvarme den første time af koncerten. Herefter fulgte en kort pause. Og sÃ¥ kom et 5-mandsband, der fra første node udviste musikalsk klasse i de øverste lag. Fem musikere, hvoraf de fire har fulgt Kenny G gennem næsten 20 Ã¥r i en opretstigende karrierekurve.Â
Daniel Bejarono (drums), Robert Damper (piano/synths),  John Raymond (guitars), Val Johnson (bas) og sidst, men sandelig ikke mindst den formidable Ron Powell (percussion). Flere af disse verdensklassse-musikere har selvstændige CD-udgivelser, hvilket ikke kan undre efter at have hørt dem. OgsÃ¥ dette band varmede op i nogle minutter….sÃ¥ skete det, som ca. 5.000 tilskuere i det gamle, hæderkronede og verdensberømte koncerthus… Royal Albert Hall denne regnfulde sidste mandag i april 2009 havde ventet pÃ¥. The one and only….Kenny G. gjorde sin musikalske entré…og hvilken!
Spotlights antifokuserede fra den store scene til en “tilfældig balkon” i 2.sals højde, hvor der pludselig lød balsamisk musikalitet fra en saxofon. Maestro himself blev mødt med et entusiatisk brøl og klapsalver fra ca. 10.000 hænder.  Herefter fulgte ca. 2 timer non-stop performance i et mix af kendte numre ( bl.a. Silhouette, Going home, Havanna osv.osv.).
Koncerten var et sjældent professionelt mix af Kenny G og band og respektive musikere solo. Snart stod Kenny G pÃ¥ den store scene, i nogle øjeblikke opstartedes et nyt nummer pÃ¥ øverste balkonafsnit (billigste afdeling), snart midt pÃ¥ tilskuergulvet snart et andet sted i Royal Albert Hall. Der var ingen grund til livvagter. Kun en scenefunktionær med en stærk lommelygte gik foran…..yderst forfriskende i vores terrortider.
Her var en verdensklasse-kunstner, der ikke kun stod stille på scenen. Endelig blev også tid til en publikums-konkurrence, hvor et par vandt en af Kenny G´s saxofoner. Et nyt tilskud til den i forvejen hypede performance ved de mange globale koncerter, heraf (desværre) flest i Kenny G´s hjemland - United States of America samt Fjernøsten.
Kenny G
Meget er sket i Kenny G´s musikalske karriere, siden han sÃ¥ verdens lys første gang pÃ¥ den danske grundlovsdag i 1956 i Seattle, Washington, USA. Hans musikalske karriere begyndte “rigtigt” som single saxofonist i det formidable Love Unlimited Orchester, som Barry White skabte. Senere fulgte akkompagnementer, bl.a. til verdens daværende bedste “hvide” soulsanger Michael Bolton (Forum, Kbhvn. 07/05/93) og talrige andre steder pÃ¥ Globen.Â
En af de mere interessante overnatninger/shows i hans karriere var i The White House, Washington D.C. hvor en saxofonglad præsident lagde scene og seng til Kenny G (bandet sov på et nærtliggende hotel 
).
Et meget tiltalende træk ved denne fabelagtige musiker var hans konstante deling af begejstring/klapsalver med hans band ( og tekniske personale).  Her var et sublimt eksempel pÃ¥ musikere, der gennem Ã¥rs “samliv” havde opnÃ¥et musikalske symbiotiske højdepunkter; fornemmet i en nærmest kærlig respekt og musikalsk tillid til hinanden, som publikum kunne rÃ¥-nyde i deres professionelle relaxede performance.
Teknik
De to ældre herrer, der var placeret strategisk på gulvet 3/4-del tilbage i salen, lignede ikke just det,  de i virkeligheden var: Superprofessionelle soundmixers. Hertil kom, at storskærmen bag scenen blev mesterligt suppleret med relevante informationer og billeder under hele koncerten. Det så ofte lidt tilfældigt ud, men man(d) vidste godt, at alt var planlagt ned til sidste node og om nødvendigt trådte plan B (eller plan C) øjeblikkelig i kraft.
Refleksion
Ved koncertens (næst-) sidste nummer rejste ca. 5.000 tilskuere i Royal Albert Hall sig op og gav Kenny G og hans professionelle band a standing ovation > 5 min. Det affødte et ekstranummer, naturligvis “Songbird”. Nummeret,  der videreeksperederede ham (og hans band) op i verdensklassen.
I koncertens forløb havde Kenny G ”afsløret”, at to steder pÃ¥ Globen betød noget særligt for ham, nemlig Carnegie Hall i New York og Royal Albert Hall, London. Publikum lod ham og hans magnifikante band fastholde dette synspunkt….helt tydeligt for alle on/off stage denne aften.
Var det godt? Var det pengene værd (billet, hotel, SAS-flyrejse osv.)?. Blogejeren har forgæves forsøgt i bogstavskassen efter de rigtige tillægsord/superlativer. De fandtes ikke, fordi den rigtige “label” præcist er:
The very best in the world - hver et pund og kilometer værd!
Blogejeren har gennem sit plettede  60-årige liv oplevet en del verdenskunstnere live. Louis Armstrong, Marlene Dietrich, Roberta Flack, Nancy Wilson, Tommy Steele, Tina Turner, Eartha Kitt, Liberace, Randy Crawford,  m.fl. Kun Barry White - live in Tivoli Koncertsal en råkold marts-aften (13/03/77) matcher denne oplevelse!
Det var umuligt at erhverve den seneste Kenny G´s CD dagene efter i Londons store HMV´s forretninger! Â
Hvorfor?Â
“The Swinging London” blev sat i perspektiv af verdens bedste i sin genre.
Derfor!
Â
Â