hulegaard.eu

April 22, 2007

DR(ama)

Filed under: Dejan Cukic, Teater, DR-drama, Pernilla August, Jesper Christensen, TV, Per Fly — hulegaard @ 9:09 pm

De seneste 6 søndage har DR-drama bragt en TV-serie i 6 afsnit om 6 vinkler på kærligheden; møder mellem mennesker og om, hvordan de møder påvirker “vores” liv. Focus har f.eks. været rettet på  – jalousi, moderkærlighed, far/datter-forhold, omsorgssvigt, had, venskab, tab af virkelighed.

Handlingen

Serien har været tilrettelagt nærmest dokumentarisk som seks samtaler med personer i en teatergruppe, der alle er involveret i et stykke på et københavnsk (fiktivt?) teater Sortedamsteatret. Samtidig er deres personlige relationer vævet indi hinanden. Temaerne kærlighed, troskab, venskab, eks-forhold blev centrifugeret på højeste hastighed.  Omdrejningspunktet er teaterstykket Venus og Adonis (Shakespeare - 1593). Der kæmpes om og i scenene på det følelsesladede niveau. Slutningen forsøges ændret af instruktøren i stykket.

Rollebesætningen

Castingen forekommer fortrinlig. Pernilla August - denne efterhånden erfarne svenske skuespillerinde med de helt specielle rosin-øjne spiller den (kræftsyge) diva, Jesper Christensen leverer endnu en gang en fremragende præstation som teaterdirektør, Sonja Richter bekræfter igen sit talent i en rolle som den unge skuespillerinde, Mads Wille og den helt unge Sara Hjort Ditlevsen er troværdige. En mindre rolle som teaterdirektør-kone spilles (som i virkeligheden) af den - til tider nærmest diabolske Benedicte Hansen. Så skal vi ikke glemme Dejan Cukic, der gør det mesterligt i rollen som instruktøren. Han er afgjort én af mine yndlinge, et mega talent, omtalt på denne blog senest d. 17.marts d.å. (Tjekhov og talentet).

Overblikket

Det altovervejende tema er (naturligvis) kærligheden. Den aktuelle, den slidte, den uforløste, moderkærligheden, kærligheden mellem venner osv.  Per Fly er næsten “landskendt” for sine 3 tids-tema-film Arven, Bænken og Drabet.  Jeg har nydt dem alle tre, men denne TV-føljeton synes endnu bedre. En anden mesterlig beskreven vinkel er teater (-kunstens) nærmest absurde egocentrik, semi-maniske stemningssvingninger både på og udenfor scenen. Og endelig er grænselandet mellem eks-er yderst seværdigt illustreret, nærmest hudløst transparent.

Man(d) kan næsten kun vente på, at der snart tilfalder en international statuette til socialrealismens tunge Fly-dreng. Samme profil blev udklækket fra filmskolen i 1993 sammen med bl.a. Thomas Vinterberg (”Festen”, dogmefilm m.m.) og Ole Christian Madsen (Edderkoppen, Taxa, Rejseholdet…). 

Det er DR-drama i bedste version. Danmarks Radio beviser igen, at den store gamle institution har en velproducerende drama-afdeling. Vel egentlig snart det eneste felt, hvor TV2 IKKE overmatcher DR!

Man(d) kan kun krydse fingre og tæer og alt muligt andet for, at denne DR-funktion friholdes i det kommende økonomiske budget-bisse-besparings-blodbad-slag, som general Plummer skal lede (vi ved alle, hvorfor! suk,suk).

“Der skal da være et håb!” siger instruktøren Marko (Dejan Cukic) i stykket. Det gælder også i virkeligheden……

So long - around dead-line tomorrow…;-)

 

 

Powered by WordPress