hulegaard.eu

January 2, 2009

Victor Borge i næsten 100 år

Filed under: Humor, Victor Borge, Børge Rosenbaum, Tine Harden — hulegaard @ 1:05 pm

Overskriften er naturligvis en tilsnigelse. Alligevel er vi tæt på. Havde Victor Borge stadig levet, havde han fyldt 100 år i morgen ( 03/01/09-23/12/00).  Det blev “kun” til næsten 92 år, men hvilke!

Victor Borge

For de læsere, der lige skal fokusere er her nogle fakta:

Borge blev født i københavner-bydelen Østerbro (Classensgade 40). Hans musikalske talent havde han fra sine forældre. Faderen var kgl. kapelmusikus Bernhard Rosenbaum og moderen var pianisten Frederikke Rosenbaum. Selv debuterede han i Odd Follow Palæet i 1926. I slutningen af 1930erne deltog han i nogle danske spillefilm under sit oprindelige navn Børge Rosenbaum.

2. Verdenskrig var som bekendt ikke nogen ideel scene for jøder og Børge Rosenbaum måtte flygte til USA. Han lærte sig hurtigt tilstrækkeligt engelsk til at kunne formidle sit fantastiske musikalske og humoriske talent. Allerede under 2.verdenskrig havde han flere successer og i start 1950erne blev han landskendt for sit one-man-show ved et teater i New York.

Senere turnerede han verden over og kom ofte til Danmark, hvor han optrådte i dansk tv og på det Kgl. Teater samt ved koncerter i Tivoli. Kritikere mente, at han havde svært ved at forny sig, mens hans beundrere holdt af og nærmest ventede på de klassiske tricks. Blandt hans kendte numre var “fonetisk tegnsætning”, hvor komma, punktum,tankestreg m.fl. blev oversat til diverse herlige lyde. Til visse tider havde han en smuk operasangerinde med, men hans solooptræden erindres klarest. Ved sine koncerter i Danmark afsluttede han sit show med stille passager af dansk musik, herunder Hist hvor vejen slår en bugt og I Danmark er jeg født.

Personen Victor Borge var ifølge portrætudsendelser en gammeldags mand med meget konservative livsværdier. En dyb emotionelt (afhængigheds-) forhold til sine forældre udmyntede sig i regelmæssige kirkegårdsbesøg ved ethvert københavner-besøg. Hertil kom en perfektionistisk indstilling, der sikkert indimellem har været en pine for hans omgivelser. 

Han omgikkes ubesværet præsidenter, konger og fyrster o.lign. og var højt dekoreret.  Som 88-årig fik han - omsider - udgivet sin selvbiografi “Smilet er den korteste afstand..” (fortalt til Niels-Jørgen Kaiser).  Hertil kom en udgivet fotobog (2000 - fotograf Tine Harden).

Victor Borge blev enkemand få år før sin død, da hans hustru døde efter mangeårig sygdom. Helt naturligt drænede det ham for livskraft. I 2000 var han sidste gang i Danmark, bl.a. for at promovere sin fotobog, udført af den excellente fotograf Tine Harden, der havde fulgt ham i to år. Han fik efterfølgende den sidste solnedgang i Danmark og ved ankomsten til USA endnu en sidste solnedgang. Livets solnedgang som næsten 92 årig skete hurtigt i sit hjem i Connecticut den 23. december 2000, netop hjemkommet fra denne sidste tur til sit elskede København.  Borge havde ikke kraft til flere shows, så udgangen fra livets scene var derfor perfekt timing….ganske som han havde mestret i et langt sceneliv.

I 2002 blev en hidtil unavngivet plads på Østerbro (hans føde- og barndomssted) i København fortjent døbt Victor Borges Plads.

Refleksion

Man kan gense Victor Borge på diverse filmclip, herunder på nettet.  Men de virkelige minder om en dansk verdensstjerne er kun grundfæstet, hvis man har set ham “live”.

Denne blogejer nød flere gange gennem årtier hans performancies i København. En komposition af musikalitet, humoristisk sans, klassisk elegance og timing, anstændig ironi altsammen emballeret i jødens charme og livsglæde blev ofte transformeret - især i slutningen af en koncert - til noget ganske særligt.  Borge var amerikaner, men han var i sådanne øjeblikke - og vel det meste af tiden i sit hjerte - en dansker i Verdensklasse.

Dem er der ikke så mange af, slet ikke!  Victor Borge spiller måske på harpe på sin 100 års dag og charmerer sit publikum….på en helt anderledes matrikel!

“Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker” er vel hans berømteste sætning. Enkel, rammende og rigtig - typisk Borge!

Til lykke med de 100 år - post humt ;-)

Mere på http://www.dr.dk/Kultur/Kulturguiden/temaer/victor_borge/borge 

Next Page »

Powered by WordPress