hulegaard.eu

April 9, 2007

Skrivestuen

Filed under: kontorliv — hulegaard @ 2:29 pm

I dag sidder (næsten) enhver dansker fra børnehave til plejehjem bag en skærm og taster sine data, håb, drømme og fakta (må ikke glemmes ;-) ) ind i computeren.  Det sker med yderst variabel hastighed. For nylig spottedes en ældre herre foran een af bibliotekets (for få) internet-adgange. Hans (katastrofal manglende) hastighed ved tastaturet fik mig til at tænke tilbage i tiden og reflektere…

Skrivestuen - de læsere, der har været på arbejdsmarkedet før 90erne, vil kunne erindre begrebet “skrivestue”.  En sådan fandtes i de fleste administrationer. I et land som Danmark med et volumiøst “grid” af love, regler, bekendtgørelser, anordninger, rekommandationer, brugsanvisninger, attester osv., var det i mange år (også i forrige århundrede ;-) ) nødvendig med mindst en person, der sad og klaprede på en skrivemaskine.  En sådan findes stadigvæk, mest på loppemarkeder og mere “remote” steder i det pulveriserende 2007-liv i EUs anneks Danmark.

Skrivestuens ansatte - kvinderne - kom især efter 2.verdenskrig - ud på arbejdsmarkedet. De (oftest) lavest gagerede jobs blev anvist til kvinder uden nogen særlig uddannelse. Senere skulle der en “kontor-uddannelse” til at trykke på tastaturet. -  Åbnede man(d) en dør til en skrivestue, var det et inferno af klaprende larm, der mødte ens øregange. Det var før, at begrebet “arbejdsmiljø” blev stavet på skrivemaskinerne. Nogle skrev vanvittigt hurtigt og IBM-kuglehovedet hamrede voldsomt mod papiret. Vi snakker naturligvis 10-finger-systemet.

Din digitale fjerpen havde selv på en god dag med min små 10 fingre kun halvdelen af en korrespondents krav på 400 anslag/min. (Prøv selv, og du vil blive overrasket..!)

Mulighederne - for mange af disse - efterhånden kaldet - kvindelige sekretærer var særdeles forskellige. Deres job bestod i at transformere og transportere “chefens” mere eller mindre ulæselige håndskrevne sætninger til noget klart afgrænset tilsat tryksværte.

Nu kunne man(d) tro, at deres karriere-muligheder blev benchmarket på grundlag af deres anslag i minuttet, punktlighed, servilitet og flid. Men nej, nogle sad stadig som enlige mødre med semi-gråt hår, let overvægtige og skrev for en gråhvid-håret, fjern chef langt op i 50erne. Andre forstod, at det ikke var anslag i minuttet, men derimod feminiteten (alt inkluderet og her menes “alt”), der afgjorde deres karriere. Jeg har mødt mange typer og variabler i administrative miljøer (offentlige og private), der ikke findes mere - eller gør de? 

Skrivestuen er død - fordi administrativt arbejde i dag foregår helt anderledes (gudskelov for både mænd og kvinder!). Men spillet, konkurrencen og de indbyrdes feminine kampe er fortsat gældende.  De vil fortsætte, ligemeget hvor mange kravspecifikationer, kompetanceløft, MUS(amtaler), jobrotationer samt lean-tilpasninger, der forestår i hhv. pilotprojekter, aktuelle implementeringer (mislykkede eller det modsatte).

Skrivestuen var tilsyneladende et rent sted. Det var også et beskidt sted, hvor de velpressede og (indimellem) velklædte kontormedarbejdere fik beskidte hænder af carbonpapir, sletteark, farvebåndsskift og ikke mindst gensidige arbejdsrelationer.

Skrivestuen kunne opfattes som den administrative fabrikshal med larm og mange mennesker samlet på store områder i et stresset miljø. Det handlede om profit oppe på direktionsgangene (som altid), hvor der den gang sad herrer i grå habitter med veste (tung gramvægt…noget har de da lært i de mellemliggende år ;-) ), ofte i nedarvede stillinger og så betydningsfulde ud bag de ofte yderst rydelige mahogniskriveborde. Ikke sjældent kiggede en fjern (og sandsynligvis afdød despot og..) forgænger ned fra et portrætmaleri på de tobaksfarvede vægge (tobaksindustrien havde kronede dage ;-) ).

Den gamle herre ved siden af mig i biblioteket synes nu omsider at have fundet, hvad han søgte - medens jeg med 50 pct. korrespondent-anslag fik formet min refleksion i en fornuftig hastighed. Han sad nu og betragtede mig, medens det sidste punktum blev slået med min højre lillefinger.

Jeg smilede venligt (forsøgte ihvertfald) til ham og han kvitterede med et lille, anstrengt smil ovenpå sit hårde tastaturarbejde.

Måske var han vant til en skrivestue - for maaange år siden?

Powered by WordPress