hulegaard.eu

April 15, 2008

Total indkøb

Filed under: Detailhandel — hulegaard @ 9:50 am

Så kom det omsider til Danmark. Den “ubemandede kasse”.  Det har virket et pænt stykke tid i andre EU-lande på kontinentet som Frankrig, Italien og Spanien. I Storbritannien anvendes systemet især af Europas største detailhandelskæde “Tesco”, der i massiv grad har selvbetjeningskasser i sine forretninger. Ligeledes benytter materialistkæden Boots selvbetjeningskasser.

Funktion

Princippet er i korthed, at en skærm med valgmuligheder vejleder kunden. Varen scannes og lægges i pose. Varens stregkode og vægt skal passe sammen, ellers afvises varen. Alkohol og andre varenumre med alderbegrænsning kræver fortsat “godkendelse” af en servicemedarbejder. Og endelig angiver kunden selv frugt og grønt, der herefter vejes. Betaling sker med dankort/kontanter til de opstillede automater.

Selvbetjening DK

Dansk Supermarked A/S har nu som de første startet en test af selvbetjeningskassen. Det sker i Føtex, Frederiks Alle i Århus.  Her har konsumenten selv mulighed for at scanne sine varer ind og kort-betale efterfølgende uden en levende person som kontakt.       

Systemet siges især at være velegnet for handel i større byer, hvor mange kunder har relativt få varer (ca. 15-20 enheder) i indkøbskurven/-vognen.  Netto discount i Storkøbenhavn forventes om få uger at følge efter i forsøgsrækken.  Den planlagte nye detailkæde “Føtex Food” placeres i centrum af udvalgte større byer fra 2009; her vil det kassedame-løse-koncept også indføres.  

 Refleksion

Personligt synes jeg godt om dette selvbetjenings-koncept. Man handler på nettet og checker selv ind i lufthavne (hvor det er muligt..), (nogle) anvender GPS osv. osv.

Jeg ser frem til den dag, hvor jeg kan sende “min personlige robot” ned og handle. “Han” er blevet indkodet med “ugens varekøb” og triller muntert afsted. Herved spares tid til andre - mere kreative og stimulerende gøremål.  Alligevel kan det menneskelige stadig ikke undværes, ja-men, ja-men hvem skal huske at købe - f.eks. - robotolie…nej vel!

Inspirationskilde: JP Erhverv

Powered by WordPress