hulegaard.eu

March 29, 2009

Lill Lindfors på dansk

Filed under: Musik, Galaksen, Lill Lindfors, Hector Bingert, Petronella Vester, Mats Norrefalk — hulegaard @ 1:36 pm

Galaksen er kendt af næsten enhver borger i Furesø kommune nordvest fra Københavns centrum. Den velhavende kommune Værløse blev som bekendt tvangs-fusioneret med Farum i forbindelse med kommunalreformen med virkning fra 2007 og tæller nu omkring 37.300 indbyggere i grønne og luftige omgivelser, hvor der også er behov og plads for en kulturscene. Galaksen er byområdets kulturhus, der gæstes af kendte og ukendte. Denne halvkolde marts-aften 2009 blev scenen betrådt - som det eneste sted i Danmark på koncertturnéen - af

Lill Lindfors

Maj Lillemor Lindfors alias Lill Lindfors blev født d. 12. maj 1940 i Helsinki/Helsingfors.

De læsere, der forlængst er konfirmeret ;-) , erindrer måske den modne svenske sangerinde droppe kjolen ved Eurovision Son Contest (Melodi Grand Prix) i Scandinavium (Gøteborg) i 1985.  Dette berømte og planlagte scene-stunt viste - foruden forbavselse i forskellige niveauer - nogle velformede modne quinde-ben, hvilket man(d) aldrig (og her menes virkelig a-l-d-r-i-g helt ud i de yderste spidser af DNA-koden) skal undlade (i det mindste) at nyde ;-) .

Lill Lindfors´ kunstneriske performance har strakt sig over 45 år.  Sangerinde, skuespiller og komponist. 1980erne var hun en overgang teaterdirektør, lige som det blev til en håndfuld filmindspilninger. Blandt disse var en rolle i den danske ungdomsfilm Venner for altid (Stefan Henszelman) fra 1987. Desuden har hun afholdt seminarer om kropssprog. Endelig kan det nævnes, at Lill Lindfors er UNICEF-ambassadør.  Indimellem alle disse mange aktiviteter er der blevet tid til nogle parforhold og datteren Petronella Vester.

Lill Lindfors på dansk

Første del af koncerten var hendes emballage helt i sort. Andet del næsten helt i hvidt som illustrationen. Galaksen frabad sig fotografering såvel fra kamera som mobiltelefon, hvilket - med beklagelse og forståelse - blev respekteret af alle, herunder blogejeren, der fra 1ste række nød hende, medens hans “udstyr” blev i lommerne ;-) .  Der blev vekslet mellem viser, monologer og mange dialoger til publikum samt latinamerikanske rytmer.

Hvor mange sangerinder kan række mikrofonen ud i en fyldt koncertsal (ca. 300 tilsk.) og bede dem synge 5 vers af “Der var en lørdag aften”? ….og publikum sang alle 5 vers! -  Det gav - blandt mere - varme og stemning, såvel i salen som på scenen.

Musikken

Den musikbegavede guitarist Mats Norrefalk and hans fremragende trio slog an.  Med sig havde Lill Lindfors også den uruguyansk-fødte saxofonist og fløjtenist Hector Bingert, født for 65 år siden i Montevideo. Det kunne man(d) bestemt ikke se og høre. Han prater svensk.  Han ser næsten ud som en svensker, men bag den gråhvide velfriserede hårpragt gemmer der sig latinoens temperament og rytmesans. Tynde seler holdt gråsorte nydelige bukser i let gramvægt oppe med nogle sjældne skarpe pressefolder, der (måske) kunne findele en sej bøf. To typer fløjter bliver håndteret excellent og hans sax…ja-men….klasse.  Det er blogejerens absolutte yndlings-musikinstrument, der her oplevedes behandlet i rette vis og tone.

Samspillet mellem såvel Lindfors som Bingert og Mats Norrefalks trio foregik fortræffeligt og modent.  En enkel misforståelse bliver professionelt varieret tilbage på det musikalske spor.

Refleksion

Den finsk-fødte svenske 178 cm høje sangerinde er truende nær de 70 år. Kun hendes blottede overarme fortalte det. Resten var vitalitet, charme, temperament, professionel performance i en herligt samspil med musikere, der tydeligvis ikke havde noget imod hinanden. 

Det engelske begreb “standing ovation” ønskes i hjertet af enhver kunstner.  Det sublime øjeblik, hvor en fyldt sals publikum rejser sig og klappende bølger med på kunstneren.  Det gjorde dette 50+ publikum denne aften.  De havde det  - mere end - godt.  Denne standing ovation “tvang” en prolongation.  - Det måtte naturligvis blive “Du är den ende”. Denne stille og kendte “ballade” afsluttede koncertaftenen. Og…. “the standing ovation” came one more time…. ;-)

En galakse er en samling af typisk mere end 1 million stjerner; denne aften var der fem.  Mats Norrefalks fortræffelige trio og den unikke uruguyaner Hector Bingert samt den mest lysende skandinaviske stjerne i sin genre -  Lill Lindfors. 

Den sindsyg velholdte feminine stjerne i Galaksen var tydelig rørt og glad over denne danske succes-aften, da hun forsvandt bag tæppet med sin smukke og velfortjente buket! 

Next Page »

Powered by WordPress