hulegaard.eu

April 6, 2008

Danmarks kendteste restaurant

Filed under: Restaurant, Rio Bravo, Fernando Torres — hulegaard @ 1:41 pm

Overskriften lyder af meget. Den står trykt på papirunderlaget under tallerkenen, der er placeret på salon-spisebordet. Vi er i Rio Bravo, salon-restauranten i Københavns centrum ved Vester Voldgade. Rio Bravo er også navnet på den gamle klassiske western med de gyldne, charmerende Hollywood-drenge John Wayne og Dean Martin samt (ikke at forglemme :-) ) den overlækre og efterhånden overmodne sild Angie Dickinson; nå, tilbage til restauranten :-) !

Rio Bravo forliget (forkortet version):

Sent om aftenen d. 22.oktober 1983 ringer Poul Schlüter til Restaurant Rio Bravo for at komme i kontakt med Helge Dohrmann, Fremskridtspartiets daværende politiske leder, der i al magelighed sad og nød en saftig bøf.  Samme statsminister Schlüter var afhængig af Fremskridtpartiets tilslutning til den kommende lov om børnechecken på kr. 8.000 - hvis ikke både finansloven for 1984 og firkløverregeringen skulle falde til jorden (….) Poul Schlüter og Helge Dohrmann mødte den kommende formiddag og lavede det foreløbig eneste finanslovsforlig, der nogensinde er indgået mellem Det Konservative Folkeparti og Fremskridtspartiet.

Forliget er stadig den dag i dag kendt som RIO BRAVO FORLIGET.”

En sen aften

Dagens (kalender-)krydser var afviklet og det metabolske system trængte til nogle udfordringer.  Jeg er kommet > 10 gange over en årrække i Rio Bravo.  Restauranten ligger centralt i centrum af København ved Vester Voldgade.  Priserne er rimelige, betjeningen er frisk og professionel høflig.  Spisekortets “Rio Bravo-gryde” og “rejecocktail” er blandt de mest berømte, dog er også bøfferne glimrende. Denne aftens grillbøf med diverse kulinarisk supplement var fortrinlig. Restauranten udmærker sig ved sin åbningstid, hvor køkkenet steger løs fra kl. 12.00 til kl. 4.00 om morgenen.

Refleksion

Publikum er altid en herlig blanding. Mit seneste besøg var ingen undtagelse. Blandt gæsterne var to yngre blonderede “sild”, der lagde en fornyet fest-make-up ved bordet, medens maden blev fordøjet i deres unge maver, omsluttet af muskler, der var trimmet under timers sved i et fitness-center.

To ungersvende, den ene iført en rød FC Liverpool-sweatshirt mrk. “ Torres 9″ , forsøgte at kurtisere de to yngre “sild”. Samtidig talte “Torres” i mobiltelefon mellem de charmerende sætninger til sildene.  Dialogen var intensiv henover 2 andre borde, der periodevis også blandede sig i snakken.

“Fernando Torres”, den succesrige 24-årige spanske forward i FC Liverpool havde åbenbart transformeret al sit temperament og målsøgenhed indi den danske ungersvend via trøjen. Sildene nød det tydeligt med næsten regelmæssige fnis :-) , medens den ene sms´ede i rasende tempo, så man(d) kunne frygte en snarlig slidgigt….

“Det er kraft´edme godt” sagde “Torres”, medens han smagte på sin bøf.  Ja, tænkte jeg på vej ud af Rio Bravo, det har det været i mange år baseret på et solidt koncept og en eminent beliggenhed.

Powered by WordPress