hulegaard.eu

November 26, 2009

Vi vandt - jeg tabte

Filed under: 2. Verdenskrig, Karlo, Stamina — hulegaard @ 8:01 pm

De fleste læsere - ihvertfald dem, der har noget årringe - kender oplevelsen.  I en social sammenhæng møder man et menneske, der i den grad associerer til et andet fra ens fortid.  Det kan være udseende, det kan være stemmen eller mimikken eller positionen eller….en variabel blanding af dem alle.   

 

Karlo  X 
Efternavnet var unikt, så det udelader vi af denne refleksion. Karlo havde en funktion som overkvartermester på en institution, hvor blogejeren arbejdede i forrige årtusinde. Han herskede over mere end 150 portører og vagtmestre. Hans uddannelse var stortset lig O. En skræmmende faktor i vor tid, hvor uddannelse er et gyldent mantra næsten uanset faget.  Karlo blev student året før, at 2. verdenskrig kom til Danmark. Han deltog allerede i de første år i den famlende modstandsbevægelse og blev senere modnet på nogle få år, som ganske mange unge modstandsfolk blev det, for hvem hverdagen var en blanding af oplevelsestrang, fædrelandskærlighed, tro mod demokratiske idealer samt en - næsten naiv - modstandskraft med faren for at miste sit unge liv. 

Karlo blev taget til fange af besættelsesmagten efter tip fra en stikker.  Han blev underkastet tortur, men holdt beundringsværdigt stand. Det blev livslangt invaliderende for ham. Han bar det mentale indenfor, men en sjælden gang kunne nogle kolossale raserianfald understrege den i forvejen særdeles myndige person, han efterfølgende udviklede sig til i sit job på denne institution. De fysiske mén var mere åbenbare.  De tyske forhørs-artister havde som start revet samtlige hans fingrenegle af.  Hans store hænder bar stadig ca. 25 år senere præg af dette, da blogejeren mødte ham.  Karlo var ungkarl.  Gift med sit job.

En dag havde han blod i urinen og en lægeundersøgelse fortalte, at en akut operation var tilrådelig. Når et ungt menneske presses til det yderste, som Karlo (og tusindvis af andre unge danskere blev under 2. verdenskrig), genereres ofte en stærkere intuition. Karlo fornemmede - før nogle - at denne urologiske kendsgerning måske var starten til slutningen. Som tjenestemandsreglerne var dengang, var et giftermål nødvendigt før det fyldte 60 år, såfremt en ægtefælle skulle kunne beneficere på en enkepension. På denne store institution var bl.a. en høj ranglet og ikke særlig attraktiv kvinde; ihvertfald ikke i blogejerens og mange andres optik.  Hun var en del år yngre end Karlo, men deres visuelle kommunikation forekom udenforstående overraskende venlig og tvangfri, modsat begges ofte let bryske kollegiale samvær med deres omgivelser. 

Det har skræmmende ofte slået blogejeren, når han mødte (heteroseksuelle) par, hvad deres gensidige tiltrækning egentlig bestod i.  Her var i sandhed endnu et eksempel.  Få - hvis nogen - forstod det.  Ikke desto mindre blev Karlo gift med denne ranglede kvindelige kantinebestyrer i løbet af relativ kort tid. Det skete kort tid før han fyldte 60 år. 

Herefter fulgte operationen.  De kommende uger krævede alt Karlos mod og stamina.  En dag besøgte blogejeren ham. Vores forhold var ikke nært. Aldersforskellen mellem os var en generation. Men ofte i livet er det ikke afgørende; derimod er personkemien det altafgørende.  Under dette besøg blev indledningsvis udvekslet nogle ganske få fraser.  Karlo var (som blogejeren) ikke ynder af at spilde sin tid.  Derfor tog samtalen mellem os hurtig en drejning til et ganske overraskende niveau af intimitet, som blogejeren har oplevet det nogle gange under 1:1 samtaler med døende mennesker. Fortroligheder fulgte fra denne stærke personlighed, der aldrig slettes på blogejerens personlige harddisc.

Refleksion 
Forleden oplevede blogejeren næsten en dobbeltgænger til Karlo. Det fik refleksionerne igang og - med en bogholders præcision og kærlighed for debet og kredit - at til placere minderne i de rigtige kolonner. Karlo sikrede en kvinde en hæderlig supplerende indtjening i hendes livs aften. Han var i sandhed også medvirkende til at markere den danske modstandsvilje. Bag sin bryske og indimellem efter vor tid brutale personaleledelse var Karlo et menneske, der med både intelligens og maskulin styrke satte nogle spor.  Da Karlo ikke havde børn og en yderst begrænset - nu afdød - kontaktflade, er han glemt…. 

….men ikke af blogejeren. Begrebet “stamina” og Karlo var to fusionerede faktorer. Da denne signatur så “dobbeltgængeren”, tænkte han på Karlo´s stærke ord under hans sidste sygebesøg hos ham. I en dødsmærket hædersmands tanker var sammenligningen af resultatet fra 2. Verdenskrig og hans aktuelle habitus formet i de sidste ord til blogejeren, medens blærecanceren langsomt arbejdede sig mod det terminale mål:

 “Vi vandt - jeg tabte!”   
 

Powered by WordPress