hulegaard.eu

March 15, 2008

Pigen udeblev

Læsere, der efter overskriften, forventer en dating-historie eller en lille sart poesi-refleksion må nok ændre fokus :-) !

Sveden er fordampet. Blodet er størknet. Den brækkede næse på den rumænske sværvægter er behandlet. Frustrationerne fra taberne er lettere minimeret. Vindernes eufori og laurbærkranse ser en ny dag. Råbene og lyden af gong-gongen har fortonet sig. Dagen derpå spreder fred og nogenlunde (ihvertfald vejrmæssig) fordragelighed. Fredag aftens brag af titelkampe og næve-knaldperler er overstået. 

Vi er langt, ganske langt fra verdens største boksemekka Madison Square Garden, NY, USA.  Regiet er Odense Idrætshal med kun omkring 400 boksetilskuere, der for manges vedkommende primært var kommet for at se deres lokale helt Anders Hugger med en amatørfortid i Olympia, Odense (136 kampe).  Teampalle.dk med promotor Bettina Palle, datter af navnkundige Mogens Palle, afholdte fredag aften (14/03/08) et super-stævne i Odense ”Championship Galla”.  Af de fremmødte tilskuere var mange tidligere let- og weltervægtere, som livets goder havde bragt op i sværvægtsklassen :-) .  Men der var også unge well-fit or well-done mænd med (for ?) store muskler i små T-shirts. Nogle af dem havde blonderede unge krydder-sild med sig. De smokingklædte herrer fra EBU lignede logebrødre, der var gået forkert, men deres bokse-dommer-kompetence skulle matches påny.

Højdepunkter

IBA I/C Titelkamp mellem det danske håb, den ubesejrede cruiserweighter Anders Hugger mod Louis “The Lion” Azille fra USA. Den 37-årige erfarne Joe-Frazier-lignende amerikaner kendte kun en vej, nemlig fremad. Scorekortene 116+115+115 mod amerikaneres 112+112+112 fortalte, at Odense helt var vinder - ihvertfald i Odense!

Forinden startede en EU Titelkamp i supermellemvægt mellem Lolenga Mock (Congolesisk født, men nu fra Hørning ved Aarhus) iklædt tigerskind rundt om sine sorte bukser og “italieneren” Mouhammed Ali Nidiaye (født i Senegal). Med dommerstemmerne 2-1 vandt Mock i en meget lige kamp (se iøvrigt refleksionen nedenfor).

Dernæst bankede den danske sværvægtsbamse Claus Bertino sin rumænske “kollega” i gulvet efter 30 sekunder af 1.omgang i en ren næsepuster, der brækkede rumænerens næse med en masse blod og smerte tilfølge og beskæftigede for en stund den kronragede stævnelæge.  Så fulgte……

WBC international letweltervægtkampen mellem quinderne Vinni Skovgaard og den hårdtslående, tidligere belgiske mester og VM-udfordrer i kickboksning  Zelda Tekin. Den talentfulde og veltrimmede Vinni Skovgaard, dobbelt europamester som amatør, fik ikke vist sin teknik mod den tætbyggede, kortbenede, topmavede, drengede belgier Zelda Tekin (bill.). Samme “feminine” kombatant kunne sagtens have været fastansat i den lokale rockerklub. Det hele endte med en overraskende knockout med et højrehook ved neutralt hjørne i 10. omgang. “Dejlige Vinni Skovgaard” - som ringannouncer Mogens Nygaard så smukt udtrykte det - havde sat i respekt.

Aftenens sidste “hug” efter Hugger-kampen var mellem det danske talent i jr. mellemvægt Thomas Povlsen og venezuelaneren Carlos Donquiz (der bankede Reda Zam Zam i gulvet i 1.omgang ved et tidligere stævne). Her viste dommersedlerne også 3-0 til danskeren, måske havde tallene været anderledes udenfor Odense, jeg ved det ikke!?

Pigen kom ikke

Til ethvert professionelt bokse-stævne hører mindst en nummerpige.  Hun var udeblevet. Den ældre Palle-stævne-ringannouncer med 32 år i branchen og blankslidte, tætsiddende smoking Mogens Nymann synes tydeligt - som de fleste - at der manglede noget. Han opfordrede piger i salen til at melde sig. Der kom ingen!

Refleksion

Denne blogejer så det hele fra ringside, 1 række. Sved, stønnen, dommer-kommando´er, gong-gong´er, råb fra sekundanter, råb fra tilskuere, smash af boksehandsker, der rammer menneskekroppe og hoveder.  Taktiske stød, perfekte stød, undvige-manøvrer, jabs og hårde stød mænd mod mænd og….quinder mod quinder.  Vi er langt, frygteligt langt fra begreber som ballet og poesi :-) !

Den gamle boksepromotor Mogens Palle havde fødselsdag. Dagen blev fejret med udelukkende sejre til hans boksere. Nogle var fortjente, andre yderst diskutable, men dommerne har jo talt :-) !

Der var ellers relativt stille blandt de få tilskuere, bortset fra lokalhelten Anders Huggers kamp og folk sivede ud i midnattens klare marts luft uden råb og balade. Jeg mødte senere Monk (ham med tigerskindet) ved hotelelevatoren. Jeg lykønskede ham og fortalte ham i en kort statement om mit indtryk fra ringside. Han smilede….eller også ømmede hans ansigt sig, da han sagde “I won…yeah!”.

Mit hotelværelse på 7.sal havde fri udsigt mod København i øst. Næste stævne bør nok afholdes i Hovedstaden, hvis forretningen fortsat skal overleve….oh yeah….so indeed!

Powered by WordPress