hulegaard.eu

August 10, 2008

Biennale i Gjethuset

Med mellemrum dumper en invitation ned i postkassen/mailboxen til en fernisering.  Denne  gang var det så i en anden landsdel, nemlig “krudtbyen” Frederiksværk, nu en del af Halsnæs kommune (fusionen af Frederiksværk og Hundested kommuner med navnet på halvøen som naturligt kommune-navn).

Frederiksværk bys smukke Gjethuset udgjorde den fysiske indramning.

Gjethuset

Gjethuset (støberihuset) er Frederiksværks mest bemærkelsesværdige industribygning, opført over to etaper i 1760erne. Bygningen lå i en del år nærmest som en ruin, indtil Frederiksværk kommune i slut-1980erne tog fat på en gennemgribende og vellykket restaurering.  Siden 1990 kulturhus i Frederiksværk by og et kendt kultursted i det nordsjællandske oplevelsesunivers. ( www.gjethus.dk/ )

Ferniseringen

Biennalen (udstilling hvert andet år) indeholder 21 forskellige kunsthåndværkere. Deres kunsthåndværk indeholder varierende kompetencer. Metal  repræsenteret af guldsmed Anette Breinegaard og Grete Jørgensen, Grafisk glas repræsenteret ved Karin M. Bartholin, Sten ved Mikala Lichtenstein, Papirkunst ved Jette Nørregaard, Træ ved Lars Skibsted (piber m.m.) og Beklædning ved Gitte Husbond (Kronværker), blot for at nævne nogle af de 21 interessante kunsthåndværkere. Ikke at forglemme den mest unikke:

Maj-Britt Lyngby

Af de 15 kronværkere - etablerede kunstnere med forretningsdomicil på Kronborg - er Majse-Bamse den ene; en sjælden bamse-kunstner med et internationalt “touch”. Også hun - i det civile liv kaldet ” Maj-Britt Lyngby” - er repræsenteret på denne flerspektrerede kunsthåndværker-udstilling. - Bloggens mange trofaste læsere erindrer måske indlægget Kronborg og archtofili fra 9. marts 2008 ;-) !

Refleksion

Læseren skylder sig selv at nyde en tur til Gjethuset i Frederiksværks centrale by. Der er meget smuk natur i området og en balsamisk frisk luft.

En kunstnerisk balsamisk oplevelse kan tilmed fås ved besøg på denne udstilling, der har åbent kl. 11-16 alle dage frem til d. 31.august 2008. Et sjældent komplekst tilbud til alle, der elsker varieret kunsthåndværk personificeret af mange af Danmarks bedste profiler på dette område!

Og for dem, der vil møde Danmarks vel nok mest sublime bamsekunstner, kan Maj-Britt Lyngby opleves “live” på sin stand d. 12 + 13 + 19.august ml. kl.11-16.

Som kataloget skriver “Gjet Together”.  Let me add “Class all the way so indeed!”

 

Next Page »

Powered by WordPress