hulegaard.eu

March 3, 2008

She

Filed under: Musik, Charles Aznavour, She — hulegaard @ 5:41 pm

Overskriftens betydning kender alle på Globen, der blot har haft 7 sekunders engelsk undervisning.  Betydningen bag ordet fylder mere i tekst, billeder og tale, end verdens mest kraftfulde computer i total defragmenteret tilstand kan rumme :-) .

Overskriften er også titlen på en melodi, verdenskendt udført af

Charles Aznavour

Den 1,60 m høje franskmand, blev født af armenske forældre for snart 84 år siden. Han har været i offentlighedens kunstneriske rampelys de seneste 70 år (siden 1936), unægtelig en fantastisk præstation.  Han siges at have været gift 5 gange, 8 børn (officielt), så “she” har været “inde over (eller under?) nogle gange”.

Nogle kalder den fransk-armenske tenor for “Frankrigs Frank Sinatra”, skønt vel en del har svært ved at se ligheden mellem disse to personligheder.   Hvad Aznavour har lavet på alverdens scener kan - for interesserede læses på www.c-aznavour.com  eller andetsteds på nettet.  

Forleden passerede jeg et CD med en smilende, let reflekterende hvidhåret herre på coveret. Efter CD-informationerne at dømme må han være omkring 80 år, stadig med liv i ansigt og ikke mindst øjne. CD´ens indhold (”Je Voyage”) spiller i baggrunden, medens disse linier bliver moduleret.

Det er min påstand, at hans musik især henvender sig til “she”.  Samme melodi gav ham - fortjent - en golden record i London som den første franskmand.  Samme år blev han ligeledes hædret som den bedst klædte popmusiker. Året var 1974, hvilket bringer mig til….

Refleksion

Scenen er en august-dag i 1974. Stedet er Geneve, Schweiz. Det er smeldrende varmt (+ 36 C i skyggen).  Vi søger skygge nede ved søen i hjertet af denne interessante by. Vi går ind i en forretning i håb om air-condition. Forretningen sælger et mix af lædervarer og souvenir. Vi har stået i forretningen og “trukket vejret relativt normalt” i et par minutter, da en høj nordisk-prototype på en blondine (Ulla Thorsell?) kommer ind.  “She” bliver fulgt af en lille mand, mindst et hoved eller mere mindre. Ivrig fransk gestikuleren ledsager det smukke sprog. Smil og gnister imellem parret. Pludselig lyner den lille mands øjne.  Han råber mod den højere blondine i et raseri-udbrud. Hans øjne gløder som en laserkanon. Han står lige ved siden af mig.  Han er næsten ude af kontrol af raseri.

Vi valgte at gå ud, da det pludselig oplevedes “koldere” udenfor end indenfor i forretningen. “Jeg synes, han var bekendt eller ?…” sagde “she” til mig.  “Charles Aznavour” var mit svar til “she”.

Det meste af hans musik si´r mig intet. Men, menne, men hans glød og charisma vil jeg altid huske og hans armenske stamina er imponerende og….”she” spilles ved helt specielle lejligheder…..for “she” :-) .

Powered by WordPress